Caro: Sever the 6th Head (EP) ★★★☆☆☆

0
701
views

De frederikshavnske døds-thrashere i Caro har været en tur i Dead Rat studiet og indspille med Jacob Bredahl, som mange andre danske metalbands. Det har resulteret i en kompetent omgang death/thrash med fuld smadder på det meste af vejen – men til gengæld kniber det med opfindsomheden. 

Caro kan sådan set deres kram. De kan riffe igennem og tæske afsted i højt tempo, og de kan skrue ned og riffe tungt. Indledningen lyder også som indledninger til dødsthrash skal lyde – det starter langsomt, atmosfærisk og tungt, men kun i kort tid, før der hamres igennem på ‘Manufactured Suicide’. På den efterfølgende ‘Life’ bliver på det nærmeste grindet igennem, og selv om intensiteten sådan set er imponerende, og Caro spiller som de skal, så er der et eller andet, der gør at jeg ikke helt er med på de første par numre. Jeg mangler måske at høre Caro’s personlige tilstedeværelse i musikken, for selv om bandet spiller upåklageligt, så er det som om jeg mangler et eller andet at bide mærke i, hvor jeg tænker, nå ja, det er sådan Caro lyder.

Mest effektive er Caro på det Slayer-inspirerede titelnummer, hvor medrivende riffbølger vælter ind over lytteren, så man nærmest føler sig under beskydning. Men det siger også lidt om at Caro ikke er ude på at forny, men mere på at spille musik, der kan sætte gang i nakkemusklerne.

Den mission lykkes de sådan set godt med, men man kan måske savne mere nytænkning, som man ellers får noget af på indledningen til ‘The Event of Revolt’, hvor der godt sendes riffsalver afsted, men også er et mere dystert og indevarslende spor, både vokalmæssigt, men også fra den ene guitar, ind i mellem de opskruede thrash-passager. Her kunne godt være en retning at udvikle i for Caro, selv om jeg ikke helt er overbevist af det melodiske skift mod slutningen. Der er ikke noget i vejen med forsøget, men det virker faktisk som om Caro prøver for meget på én gang – og nogle af de ideer kunne godt være fordelt mere ud over EP’en.

‘Escape the Night’ er således en tempofyldt riffbasker, der mestendels hamrer afsted, så man føler sig en smule mørbanket og forpustet bagefter. Det har bestemt også sin berettigelse, men det er bare hørt, mange gange, før. Men Caro er bestemt kompetente ud i den type numre – og live skal de nok også få gang i en mosh pit eller to. Det er heller ikke fordi mit nakketøj er uberørt af rifferiet, det er som nævnt ganske kompetent udført, men…og det er der jo altså, det der men.

Selv om Caro er dygtige til det, de gør, så mangler jeg simpelthen mere karakter, mere der gør, at det ikke lyder som et opkog af forbillederne. Her kan man, ud over førnævnte Slayer, finde navne som Cannibal Corpse og danske forløbere som HateSphere og Illdisposed, og det er der jo som sådan bestemt ikke noget i vejen med. Der bliver bare ikke rigtig føjet nyt til udtrykket.

Der er som sagt ikke meget at udsætte på den tekniske side af sagen hos Caro, men omvendt er der ikke meget nyt under solen, hvis man kan sin mainstream thrash/død – og Caro er (endnu) ikke på niveau med forbillederne sangskrivnings- og riffmæssigt, selv om riffene sidder i skabet et par steder. Men de passager, hvor Caro virkelig rykker, er der altså også meget at bygge videre på. Og ud over det, så er det altså bare bundkompetent, det Caro har gang i. Det giver 3 store stjerner for en rigtig solid og velspillet EP – men det er nok på live-scenerne, at Caro for alvor rykker én i stykker.

Tjek Caro ud på facebook – og til Metal Royale i Aarhus den kommende weekend.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here