Caper Clowns: The Buca Bus ★★★☆☆☆

0
760
views

Sidst vi hørte fra Caper Clowns var da Ken anmeldte EP’en Type Your Text Here for ca. halvandet år siden. Nu er odenseanerne så klar med et fuldlængde album, og det er måske lige en smule for meget af det gode. For nok er Caper Clowns dygtige indie-pop/rock snedkere, men The Buca Bus virker simpelten en smule overlæsset.

Det kan egentlig godt være det er noget, man først for alvor bliver hypersensitiv overfor når man anmelder en hel del musik, men der er mange bands, der gerne vil rigtig meget med deres albums. I nogle tilfælde, blandt andet Caper Clowns’, lidt for meget. Det er som om Caper Clowns vil vise alle de tricks de har i posen og gerne vil dele så mange numre som muligt med os, men det betyder også at albummet ender med at blive for langt og nogle steder også monotont, så jeg i perioder oplever den gode energi bandet ellers besidder, som anmassende og enerverende.

Når det så er sagt, så er der mange gode øjeblikke at finde, hvis man stiger ombord på The Buca Bus. Faktisk starter Caper Clowns rigtig stærkt ud med singlen ‘Pockets’, som netop er pågående energisk og poppet, og også et af albummets melodisk stærkeste numre. Faktisk er udlægget ganske godt på The Buca Bus, og maskineriet spinder som det skal. Caper Clowns er tydeligvis kompetente musikere, og melodierne har de også sans for. Musikalsk trækker de især på britisk pop og rock af den slags, der trækker tråde tilbage til 60’erne, og håndværket er hele tiden i orden.

Tangenter fylder godt i lyden på ‘A Tale of Romance and Magnetic Trains’, som ud over en lang titel også har et ret fint B-stykke, selv om det også er som om, der er fyldt lidt for mange ideer ind i samme nummer. På den efterfølgende ‘All We Ever Do Is Run’ kigger både en banjo og minder om skotske Travis frem, og i forhold til sidstnævnte handler det især om slutningen af omkvædet der snerper henad skotternes lyd, der gav dem et stort gennembrud omkring årtusindskiftet. Det er fint eksekveret og det kunne også snildt hive radiospilletid.

Det er der sådan set en del numre på The Buca Bus, som kan – også for eksempel ‘The Significance of Teacups’, som har fængende “nananana”-stykker og gode skift, og den mere dæmpede ‘Sleeping on the Edge of the Rainbow’, som heldigvis falder på et tidspunkt, hvor man har brug for et tempomæssigt break fra Caper Clowns generelt energiske og pågående udtryk.

For et eller andet sted omkring lige knap halvvejs på albummet begynder min opmærksomhed at flimre lidt. Ikke fordi numre, som den delvist mere rockede og mørke ‘As the Moment Takes You Away’ eller ‘Things I Fail to Find’ er dårlige sange – begge tilføjer endda lidt til udtrykspaletten – men tempomæssigt og stemningsmæssigt synes jeg Caper Clowns bevæger sig rigtig meget i samme spor, og det er som om, hele bandet og fuld instrumentering hele tiden skal være med.

Det kunne ellers have været spændende at høre Caper Clowns skrælle deres udtryk helt ned og arbejde for eksempel kun med vokaler og tangenter eller en guitar.

Det handler måske også om vokalarbejdet, som fungerer bedst når det er flerstemmigt, men når det er enstemmigt bliver det ofte for pænt, og dermed monotont og en smule anonymt. Rick Kingo, Peter Højgaard og Christian Højgaard, som betjener guitarer og keys og bas, er alle krediteret for vokaler, præcist hvem, der synger hvornår skal jeg ikke gøre mig klog på, men teknisk er der fine fraseringer, men måske de tre stemmer også er med til at gøre, at jeg som lytter savner en karakter at binde min oplevelse op på?

På ‘A Forest of Letters’ får vi netop lov til at opleve vokalarbejdet flot udfoldet flerstemmigt i indledningen, ovenpå en levende basgang, men så er det som om vi relativt hurtigt bevæger os tilbage i en ikke helt så spændende opbygning. Indledningen giver ellers smag på at høre Caper Clowns udfolde den retning mere, for det lyder sgu godt. Resten af nummeret er desværre ikke helt så spændende, men stadig dygtigt udført.

Det er numrene på sidste del af albummet også, for eksempel har ‘Mirror Me’ et fængende omkvæd med fint korarbejde, mens den lidt overgearede ‘Dressed in Flaws’ bliver lidt for “wakawaka” på guitaren for min smag, selv om omkvædet igen er ganske stærkt. Og så er jeg altså efterhånden blevet lidt uimodtagelig overfor ‘When I’m Alive’, som ellers byder på et charmerende omkvæd og en smittende energi, og afslutteren ‘Lizard Heart’, der blandt andet arbejder med nogle fine temposkift.

Det digitale bonustrack ‘Simple Masquerade’ ændrer ikke på indtrykket af et band, som kan rigtig meget, men som måske skal arbejde med at afstemme ideerne og arbejde med variation i udtrykket over et helt album. Ingen tvivl om, at Caper Clowns er dygtige, og måske handler min oplevelse af albummet meget om hvordan virkemidlerne er doseret. Jeg synes simpelthen, der ofte bliver læsset for meget, og for meget af det samme, på lyden, hvilket kan virke lidt paradoksalt, når der nu anvendes temmelig mange forskellige instrumenter på pladen.

The Buca Bus er bestemt ikke noget dårligt album, og der er flere fine numre i blandt de 12 skæringer, men som samlet oplevelse lander vi på 3 pæne stjerner. Af den slags, som let kan veksles til flere, hvis bandet rykker sig udtryksmæssigt.

Du kan finde Caper Clowns på facebook – på fredag holder de release på Katten & Musen i Odense.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here