Bruce Springsteen & The E Street Band: Wrecking Ball (5/6) *****

0
666
views

Det kan være svært at åbne coveret på sådan en ny Bruce Springsteen udgivelse. Det er som om vægten fra forventninger, hype og snart 40 års musikhistorie og plader fra Bossen gør at man skal lægge godt med kræfter i for at få flået plastikken op. Plastik.. Springsteen burde på mange måder være pakket ind i pap, og være så langt fra plastik og digitale formater som muligt – gammeldags, lidt krøllet og plettet, men med den der varme, duft og fornemmelse som ikke mange nyere kunstnere efterlader.

Med en så lang produktion som The Boss har bag sig, så er det naturligvis svært ikke at sammenligne med fortidens bedrifter, og svipserne, men lad os gøre det helt overordnet. Det er som om Springsteen er ved at bevæge sig tilbage til udgangspunktet fra hans første album, med udtalt folkemusikinspiration og de arbejdsomme hænder godt begravet i den amerikanske sangskrivertraditions muld.Disse elementer har altid været tilstede i hans musik, nogen gange tydeligt som på hans spredte akustiske udgivelser, og andre gange mere i baggrunden. Men det er som om han omfavnede traditionerne fuldt ud med hans Seeger session plade i 2006, og nu er Folk og Country blevet det bærende element, fremfor blot en inspirationskilde eller tilføjelse – hvilket gør at arbejderklasse rock ‘n rollen er trådt mere i baggrunden på de senere plader.

Således også på “Wrecking Ball”, ifølge den massive pressedækning op til udgivelsesdatoen “Bossens vredeste album hidtil”. I tilfældet Bruce Springsteen er vrede åbenbart ikke det samme som aggressivitet og fremfarende adfærd, det er en mere indebrændt og afdæmpet form for vrede. En der siver ud i og imellem linjerne.

“The road of good intentions has gone dry as a bone” synger Springsteen på pladens første nummer, og single, “We Take Care Of Our Own”. Musikalsk er det klassisk Bruce og det nærmeste vi på dette album kommer den rendyrkede blue collar rock n’ roll lyd der har været hans varemærke. Titlen er i høj grad ironisk og bitter, Springsteen mener ikke at USA tager sig af amerikanerne længere. Og hermed er den politiske og tematiske røde tråd på albummet introduceret.
Allerede på næste nummer “Easy Money” ændre udtrykket sig i mere Folk præget retning, med violin, klap med takt og en Springsteen der med kor i ryggen vrænger

I got a Smith & Wesson 38
I got a hellfire burning and I got me a date
Got me a date on the far shore
Where it’s bright and sunny 
I’m goin’ on the town tonight, lookin’ for easy money

Folkemusiktakterne forsættes i “Shackled And Drawn” der lyder som en protestsang fra 60erne tilsat et strøg irsk stemning. En medrivende sag der giver en lyst til at synge og trampe med, imens Bossen messer “Gambling man rolls the dice, workingman pays the bill, It’s still fat and easy up on banker’s hill..”. Som det måske fremgår så er “Wrecking Ball” i stor grad et “tekst” album, ordene er der ikke blot til at fylde sangene ud, de ER sangene. De er for størstedelens vedkommende lige ud af landevejen, en stærkt politisk ladet landevej, hvor vandringsmanden Bruce Springsteen ikke pakker hans holdninger ind.

“Jack Of All Trades”sætter tempoet helt ned, så pladen næsten står stille, men den insisterende vokal tvinger en til at lytte i stedet for at miste interessen. For nogen vil teksterne nok være en lidt stor mundfuld at sluge, der er ikke meget plads til fortolkninger eller kompromisser, det er Springsteen der siger tingene som han ser det.

En anden mundfuld der nok vil være svær at sluge for nogen er fraværet af “ægte” rock n’ roll, “Death To My Hometown” er mere “protestfolk”, og dele af “Wrecking Ball” vil nok være lige lovlig meget Tønder Festival for folk der havde håbet på, eller forventet noget “Born To Run” ROCK. Men det hele virker ganske logisk, Bossens seneste plader taget i betragtning. Stilen er gennemført og virker helt naturlig i forhold til den gennemgående politiske tone. Bruce Springsteen er blevet pissed off protestsanger. “This Depression” forsætter i samme spor, en afdæmpet men alligevel storladen sang, der slæber sig afsted, imens The Boss måske lider lige rigeligt på vokalen.

Titelnummeret “Wrecking Ball” sætter farten lidt op igen, imens Bruce nærmer sig Bob (Dylan) levering af verset. Ovenpå de deprimerende toner i de foregående par sange, så er der noget opløftende og oplivende ved melodien og de blæsere der fyres op i. Tilsidst danser man nærmest med når det hele løfter sig mod himlen. Den efterfølgende “Baby You´ve Got It” er en lidt ordinær kærlighedssang, der egentlig virker en smule malplaceret i hele det politisk ladede univers vi har befundet os i hidtil på “Wrecking Ball”, men man kan da klappe med på melodien!
Den følges op af pladens eneste regulære fejltrin, den lettere kiksede og kluntede “Rocky Ground”. Indledningen med kvindevokal lyder irriterende, den elektroniske bund er småtam og intetsigende og teksten mere af samme skuffe. Alt sammen noget man kunne leve med, hvis der ikke lige skulle tilføjes en helt unødvendig, og ikke mindst ringe, omgang rap frembragt af korsangerinden Michelle Moore til slut.

Efter denne lille opbremsning ser Bossen sig ikke tilbage på resten af albummet, men ruller derimod ud på de støvede veje med fire af de stærkeste sange på “Wrecking Ball”. “Land Of Hope And Dreams”, skrevet tilbage i slut 90erne, er kort sagt et vidunderligt nummer, og desværre med den sidste Sax-solo vi får fra Clarence Clemons, der døde i juni 2011. “We Are Alive” er sidste nummer på den almindelige udgivelse, så køb udgaven med bonusnumre ellers snydes du for de to sidste perler.
“We Are Alive” ville fungere glimrende som afslutning, med sin levende og boblende countrymelodi med mexikanske mariachielementer, der bakker flot op om en tekst hvor der er optimisme at spore i det dystre billede Springsteen har malet af Amerika

We are alive
And though we lie alone here in the dark
Our souls will rise
To carry the fire and light the spark
To fight shoulder to shoulder and heart to heart

“Swallowed Up (In The Belly Of The Whale)” er første bonusnummer, hvor det vitterligt lyder som om der hviske-synges fra et stor mørkt hulrum. Helt alene i mørket sidder Springsteen. Stemningen nærmer sig det dommedagsreligiøse imens sangen kryber mod afslutningen. Fabelagtigt.
Ud af mørket kommer vi på sidste nummer, den helt formidable “American Land”, der lyder som en mindre fordrukken “Dropkick Murphys” sang. En opremsning af drømmen om Amerika som den så ud før og nu. Før Bruce Springsteen svinger kuglen og river glansbilledet fra hinanden

They died building the railroads worked to bones and skin
They died in the fields and factories names scattered in the wind
They died to get here a hundred years ago they’re still dyin now
The hands that built the country were always trying to keep down

Det er skuffelse og harme over den økonomiske situation i USA, og de pengegriske Wall Street fatcats der bærer en stor del af skylden, der har drevet The Boss til at rive det hele ned på dette album. Men det er måske også en mere generel skuffelse over det amerikanske samfund som helhed, og den erkendelse at lige meget hvem der sidder i det hvide hus, på pengene eller flæsket, så kommer den menige amerikaner, Bruce’s kind of people, altid til kort og må betale prisen. I fredstid, i krigstid og til hver en tid.

Situationen i guds eget land har fået Bruce Springsteen til at hvæsse pennen og spidde hele møget på en intens sammenbidt og ofte desillusioneret vis. Der er dog optimisme at spore i musikken, og det her skal mere ses som et call to arms fremfor en overgivelse. En del vil måske blive skuffede over at det ikke resulterer i et flammende bål af en rock skive, men The Boss vælger en mere klassisk og tilbageskuende måde at vise sin frustration på. Nogen vil også savne  The E Street Band i en mere fremtrædende rolle, men det må de klare live, det er helt klart Bossen der har talt og fået sin vilje.

Giv pladen tid, den kræver nogle gennemlytninger før den folder sig helt ud, og jeg er sikker på den for eftertiden vil blive anset som en af hans bedre udgivelser. Det her kan bedst betegnes som et ægte protestalbum, hvor USA’s misvedligeholdte bygning rammes af Bossen’s wrecking ball. Man må rive ned før man kan genopbygge, og Bossen er i gang på fornem vis.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here