Bonnie Prince Billy: Singer’s Grave A Sea of Tongues ***** (5/6)

0
699
views

Will Oldham er en særdeles produktiv herre, og i år var der også nyt album fra ham under Bonnie Prince Billy-navnet. Eller nyt og nyt, for 9 af 11 sange på albummet er udkommet tidligere i forbindelse med 2011-albummet Wolfroy Goes to Town og B-sider herfra. Til gengæld er der pillet godt og grundigt ved arrangementer og instrumentering, så der er masser af godt at komme efter for Bonnie Prince Billy-fans – og andre, for den sags skyld. 

Wolfroy Goes to Town var blandt mine favoritalbums fra 2011, og den får stadig nogle ture i cd-maskinen. Det er et både langsomt og relativt dvælende album, men samtidig også med nogle meget smukke vokalsamarbejder mellem Oldham og Angel Olsen, og nogle langtidsholdbare, velskrevne sange. Oldham selv synes åbenbart også en del af dem var gode nok, til at få en omgang mere i manegen. Det kan de også sagtens holde til, især når de, som her, får en relativt stor og kreativ overhaling.

Første sang på A Singer’s Grave.. er ‘Night Noises’, som afsluttede Wolfroy Goes to Town. Her er det en pulserende alt.country-sang, mindre rugende og mørk end den oprindelige version, begge versioner er ganske typisk Bonnie Prince Billy. Til gengæld gribes det lidt anderledes an på ‘So Far and Here We Are’ (som på Wolfroy… hed ‘New Whaling’). Pulsen er der stadig, men nu er den elektrisk, med fyldige og fyndige guitarer, der gør et markant anderledes indtryk end ‘New Whaling’, og de øvrige sange i det hele taget. Der er en brusende energi i nummeret, som man sjældent hører så udfoldet hos Bonnie Prince Billy som her.

Generelt er grebet på Singer’s Grave…, i forhold til de sange, der også optræder på Wolfroy…, at instrumenteringen er udvidet, så der nu især er stærke bidrag fra blandt andet violin og korarbejde fra Ann og Regina McCrary. På ‘There Will Be Spring’ er det dog især pedal steel, der træder frem, mens ‘Quail and Dumplings’ fortsat er en skæv fattig-bonde-hymne til gud med fortrøstningsfuldt håb om nok at spise: “Too big our slippers// Too small our bed// Too bent our bosom// Too broke our head// Must hit the bottom in order to rise//Find peace in a hovel to find home in the sky“, inden omkvædet blæser ind med diskret kor: “Quail and dumplings now to the end!//God and her minions as our bosom friends!“.

Gud finder Oldham også plads på den dystre ‘We Are Unhappy’, som her har fået en banjo, der gør tonen lysere, trods den mørke tekst: “Earth it is shaking, people have fled//And lord she is taking the eyes from the dead“, med McCrary-søstrenes korstemmer på enkelte ord undervejs. Meget virkningsfuldt. ‘It’s Time To Be Clear’ er også glimrende i den nye version, hvor Oldham også kommer omkring gud: “Stop all the moaning and bemoaning of fate//God isn’t listening or else it’s too late“, men også har lavet nogle mindre ændringer i teksten, så sangen slutter på en mere positiv note end Wolfroy-udgaven: “Lover o lover please don’t disappear//’Cause I will take care of you here“.

Første nummer jeg ikke kendte i forvejen, i en eller anden version, er ‘Whipped’, som har været udsendt som B-side til ‘It’s Time To Be Clear’. Her når vi en del af albummet hvor McCrary-søstrenes vokaler for alvor begynder at få plads i lydbilledet, her nærmest med karakter af gospelkor. Også på ‘Old Match’ (som på Wolfroy… hed ‘No Match’ og stadig er en favorit for undertegnede) fylder de kvindelige vokaler godt op i lydbilledet, der er betydeligt  udvidet i forhold til originalens (positive) langsommelighed og enkelhed. Det giver igen en meget anderledes udgave af sangen, der nærmest lyder som noget helt nyt.

‘Mindlessness’ (også en B-side) byder også på glimrende og fyldigt vokalarbejde, og leder os hen til det første helt nye nummer, ‘New Black Rich (Tusks)’. Det er et relativt dæmpet og langsomt flydende nummer, hvor et højdepunkt er et instrumentalt stykke hvor følelsladet violinspil veksler med diskret tilbageholdt piano og fint guitarspil og tilsammen sørger for et glimrende akkompagnement til Oldham’s vokal.

‘Sailor’s Grave a Sea of Sheep’ afslutter dæmpet albummet og her virker det som om vi er i selskab med en mere alvorlig og nøgen Oldham, som har lagt lidt af ironien til side, og synger “It’s OK, It is done//Let it be so//And now you can let me go“. Og det må man jo så gøre, når det nu er albummets sidste nummer.

Will Oldham viser på dette 15. album under Bonnie Prince Billy-navnet en evne til at genopfinde sig selv og egne sange, og levere dem, som var de helt nye kompositioner. Selv om man allerede har Wolfroy Goes To Town i sin samling kan man roligt investere i dette album også. Der er rigeligt nyt at komme efter, og det virker på ingen måde som manglende opfindsomhed fra Oldham at 9 af sangene er udgivet i en anden version tidligere. Singer’s Grave A Sea of Tongues er samtidig også blandt Bonnie Prince Billy’s lettere tilgængelige albums, med det varierende tempo og de medrivende korstykker, og det fyldige americana-lydbillede. Det betyder også, at hvis du ikke allerede kender Bonnie Prince Billy er det et godt sted at stige på.

Singer’s Grave A Sea of Tongues er endnu et album af høj kvalitet fra en musikalsk ener, der viser en nysgerrighed overfor sit eget musikalske udtryk og teksterne, som også kaster nyt lys over sangene for lytteren. Er du til den skævere ende af americanaen, så bør du investere i Singer’s Grave A Sea of Tongues som en julegave til dig selv. Jeg sender 5 julestjerner afsted og trykker på repeat.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here