Bon Jovi: What About Now *** (3/6)

0
1212
views

Bon Jovi vinder sikkert ikke mange nye fans med What About Now. De virker sådan set heller ikke interesserede i det, på en udgivelse der er skåret efter bandets velkendte skabelon. De nye sange fordeler sig nogenlunde mellem det ganske fornøjelige, men forudsigelige, og det mere ligegyldige og knap så mindeværdige.

New Jersey bandet med snart 30 år under denim-vesten, har hele karrieren kæmpet med at opnå troværdighed i “rigtige” rockkredse, eller direkte været lagt for had – lidt unfair, men således er deres lod åbenbart. Først måtte de, delvist selvforskyldt, slås med at være stemplet som et tøse/hair “metal” band i 80erne, og dermed naturligvis dårlig smag. I 90erne gik glansen noget af gruppen da grunge og “ægte” metal dominerede, og deres egen lidt famlende overgang fra hair til mere mainstream orienteret radiorock affødte en række middelmådige udspil. De middelmådige udspil forsatte med at udkomme op igennem 00’erne, imens bandets lyd flirtede med country inspirationer og middle of the road amerikaner rock.

Jeg skrev “unfair” fordi, jeg aldrig synes de har været så skrækkelige, som visse segmenter af rockfans giver udtryk for. De forstår, som få rockbands, at skrue et fængende syng-med-venligt omkvæd sammen, at krænge svulstige ballader ud og starte en fest. Farlige bliver de aldrig, og kanter skal man lede længe efter, men disse ting kan man finde i overflod andre steder – nogle gange trænger man bare til, at stikke en næve i vejret og synge noget “dumt”. Tacky og “dårlig smag”, måske, men det er jeg ikke for fin til.

Den aldrende gruppe synes at have affundet sig med, at salgstallene nok aldrig når storhedstidens højder, men dog er stabile, og at de virkelige penge ligger i stort anlagte verdensturnéer, der så retfærdiggøres med diverse greatest hit opsamlinger, eller, som nu, et nyt album. Formlen er velkendt, og gennemtestet (og tæsket) på What About Now, der bestemt ikke tilføjer nye dimensioner til bandets lyd, men det havde de færreste vel regnet med? Bandet kan stadig, når de anstrenger sig lidt, levere et catchy omkvæd og en saftig ballade så det driver, til gengæld kniber det en lille smule med at få flækket et nummer sammen, der bare fra ende til anden skriger “hit”. Sådan ét har de vel reelt ikke frembragt siden “It’s My Life” i år 2000?

Det er ellers ikke fordi de ikke forsøger, en lang række numre på albummet lugter langt væk af hit-fiskeri, uden at det helt lykkes at få bid. Der lægges tilforladeligt fra land med førstesinglen “Because We Can”, hvor Bon Jovi virker som om de prøver det bedste, de har lært, at skrue en radiovenlig hitsingle sammen – og det er da også et af de tidspunkter på What About Now, hvor de er tættest på. Omkvædet er solidt og fængende, og hele nummeret virker nærmest som ét langt omkvæd, men det hele bliver næsten FOR poppet og leflende, selv for dem. Så har jeg lidt mere fidus til midttempo rockeren “That’s What The Water Made Me”, der på pladens midterdel suser lige i nikke-musklen og vippe-foden. Ikke noget banebrydende, men det lyder som om bandet prøver knap så hårdt som på albumåbneren og dermed slipper bedre fra det. “Because We Can”, er dog helt klart det bedre valg som den første single, da “That’s What The Water Made Me” nok er for diskret i sin sound til at fange en radiolytters opmærksomhed.

Diskretion, eller tilbageholdenhed, er én ting, men nogle numre bliver simpelthen alt for anonyme og folder sig aldrig rigtig ud på What About Now. På “I’m With You” forsøges der lidt med en lyd a la Green Day’s “Boulevard Of Broken Dreams”, men hvor poppunk trioen fandt formlen på det nummer, så tøffer Bon Jovi’s direkte igennem skallen på én, uden at der er så meget som duften af benzin tilbage når sangen er slut. Den 5 minutter lange, afdæmpede “Room At The End Of The World” lider lidt samme skæbne. Den skurrer ikke i ørerne eller noget, men den gør så lidt væsen af sig, at den blot fremstår som ligegyldigt fyld – såfremt man overhovedet opdager at man lytter til den. “Pictures Of You” falmer, fordi den aldrig rigtig peaker, der bygges op og bygges op, men forløsningen udebliver og nummeret er bare til stede. “I feel just like Picasso / And you’re my masterpiece”…. så.. din dame har en næse i panden eller hvordan? “Beautiful World”, og titelnummeret “What About Now” til dels, lider under samme “mangel på peak” syndrom, de bumler bare stabilt derudaf og er glemt lige bagefter, dog har omkvædet i sidstnævnte en snert af hitpotentiale.

Det er så heller ikke altid operationen lykkes de steder hvor Bon Jovi virkelig slipper alle tøjler, og benytter sig af samtlige tricks i deres bog. Den stort anlagte, og tilstræbt bombastiske og højtragende, über-ballade “Amen”, hvor bandet kaster alle hæmninger over bord og går all in på virkemidlerne, letter af en eller anden grund aldrig. Et eller andet gør, at denne ballon fyldt med varm luft har bly i bagdelen, for er der noget Bon Jovi ellers kan, så er det at få masser af opdrift i den slags numre. Måske bliver det hele bare lidt for fortænkt her, eller også er sangen bare ikke stærk nok – indpakningen er i hvert fald så vulgær som den kan blive, med strygere og hele udtrækket. Ærgerligt, jeg trængte lige til noget velsmagende sødsuppe. Heldigvis er der aktid lidt varme under gruppens ballade-blus, så de er klar med næste portion senere på pladen, hvor den mere nedtonede (i forhold til “Amen”) “Thick As Thieves” tilfredsstiller den værste sult. Man får lige et surt opstød på grund af teksten et enkelt sted:

If I robbed a bank you wouldn’t care
You’d come sit on my lap in the electric chair
And when they flipped the switch, huh, we’d just kiss

Bruce Springsteen’s “Nebraska” er det ikke ligefrem (“Sheriff when the man pulls that switch sir and snaps my poor head back / You make sure my pretty baby is sittin’ right there on my lap”)

Forbindelsen mellem Bossen og Bon Jovi stopper ikke her, eller ved deres fælles baggrund i New Jersey. Af og til har man kunnet høre ekkoer af Springsteen i både Bon Jovi’s tekster og musikken, med lidt god vilje er der da også nogle fællestræk hist og her, når de begge er i deres mest highway-rock orienterede hjørne. Og her synes jeg ikke det er unfair at sige, at Bon Jovi aldrig bliver andet end en lille fin sti, uden sving og bakker, mod Bossen’s udfordrende hovedvej direkte ud i Amerika og “friheden”. Ikke noget galt i det, men pladens, for mig, mest vellykkede stund, lider samtidig under galoperende Springsteen-misundelse og blegner i sammenligning med ham. Kunsten er – lad være med at sammenligne. For på egen hånd er “What’s Left Of Me” faktisk et rigtig godt nummer. De senere års hårde tider og ulyksaligheder i det amerikanske samfund besynges, ikke mindst, som hos The Boss, med den lille mands kvaler i centrum. At det så lyder knap så troværdigt når Jon Bon Jovi (velsyngende som altid) postulerer “For thirty odd years I was a newspaper man…”, som det ville have gjort hvis Bruce havde sunget det, det falder igen ind under unfair sammenligning. Er sikker på de cirka er lige stinkende rige, men man tror af en eller anden grund bare mere på, at “God I miss the smell of paper and the ink on my hands” ville være noget Springsteen havde oplevet på egen krop, eller kunne sætte sig ind i, modsat Jon Bon. Det sagt, så er “What’s Left Of Me” et glimrende nummer, hvor (uden skelen til The Boss) det for en gangs skyld lyder som om der er en smule på spil for Bon Jovi, og ikke bare en række tilfældige ord, der lyder godt når de synges.

What About Now’s eneste sang der lugter af direkte svipser, er “Army Of One”, hvor der smøres lige rigeligt tykt på med “få armene i vejret” mekanismer. Den lyder som et gennemkalkuleret stykke publikumsmadding, hvor det er meningen at de skal aktiveres lidt live. Men selv et lavpunkt som dette kan tilgives, når Bon Jovi hiver de akustiske guitarer frem og lukker albummet med den overraskende smagfulde ballade “The Fighter”. Den er tydeligvis også velegnet til endnu en omgang publikumsinddragelse, denne gang i disciplinen “brænd fingrene på din lighter”, eller den mere moderne ikke-ryger version “spild strøm på mobilen ved at vifte den i luften”. Hvorom alting er, “The Fighter” er en nedbarberet og flot afslutning på en ujævn plade.

What About Now er en driftsikker karriereforlænger, hvor Bon Jovi helt overordnet set gør lidt for lidt væsen af sig på de punkter man ved, de kan levere mere. Er du Bon Jovi fan kan du dog roligt investere i pladen, for stort set alt er som det plejer at være hos et rutineret og velspillende orkester, der trods et solidt bundniveau stadig halser noget efter fortidens bedrifter. En del af sangene indeholder passager eller elementer, der smager lidt af hit, enkelte numre er rigtig velfungerende og gode hele vejen igennem og så er der godt med solidt, men forglemmeligt, fyld på resten af menukortet. Bon Jovi smager stadig ikke grimt, men lidt smagsforstærker og krydderier ville pynte.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here