Bjarke Kirk og Kujonerne: Lever hvor vi bor **** (4/6)

0
2077
views

Bjarke Kirk og Kujonerne debuterer fint med dansksproget nordjysk hjemstavns-americana, med rejsemetaforer, van Gogh og mejetærskere i baggagen. 

Ud over frontmand Bjarke Kirk er kujonerne Andreas Westmark (Get Your Gun) på guitar og Mark Kühn (Mont Oliver) på bas, og de tre herrer har på albummet fået hjælp på trommer af Nikolaj Langgaard og Kasper Bøttger på kor.

Vi starter ganske passende på ‘Perronen’, hvor Kirk står og ønsker “jeg kunne sidde i kabinen/med 90 kilometer i timen”. Det er et fint orkestreret nummer, der fint iscenesætter vokalistens tvivl om det er tid at stå på toget, eller om man bare skal blive stående på perronen. Kirk har en god fornemmelse for det danske sprog og uden at det bliver storslået poesi, så er det ganske velfungerende hverdagslyrik.  Også andet nummer, ‘Gate No. Love’, handler om at gøre noget aktivt, ikke blive stående i, i dette tilfælde, lufthavnsterminalen, og bevæge sig ud af en form for stilstand.  Stillestående og dvælende bliver det til gengæld på titelnummeret, ‘Lever hvor vi bor’, der bliver lidt for kedsommelig i sin adstadighed.

Jeg springer ud af kronologien og frem til ‘Motorvejen’, som også er i fare for at blive lidt for stillestående (det er også et potentielt monotont sted), med sin eller sympatiske, stilfærdige protest mod forventningerne om at tage en uddannelse hurtigt og vide hvad man vil som ung, mens ‘Høst’, der er en reciteret fortælling om at kravle op til far i mejetærskeren under høsten og spise pomfritter med ketchup og det stille familieliv på landet, absolut har sin egen uprætentiøse charme, men alligevel bliver for dvælende og udramatisk.

Til gengæld er ‘Sorte fugle’ et særdeles spændende bekendtskab, hvor Kirk’s vemodige vokal beretter om at “de sorte fugle flyver ind i mit sind/De trænger sig på/De trænger ind”, mens en trippende rytme ligger forstyrrende (på den gode måde) under overfladen. Man fornemmer fortvivlelsen over de sorte fugles invasion i sindet, og her er der, ud over americana-inspiration, også noget, der får mig til at tænke på Mikael Simpson tidlige udgivelser. Det klinger af ensomhed og fremmedgørelse.

Også ‘Fanget eller fri’ rammer noget rigtig godt. Vi bevæger os fortsat i en nordjysk americana-afart, som Kirk og Kujonerne eksekverer ganske fortrinligt, med Westmark’s fine og varierede guitarspil i en hovedrolle. Det sammer tilfældet på den tempofyldte ‘Maler’, der antageligvis handler om van Gogh, og med sin direkte tiltale til maleren har en særegen lidt naivistisk lyrisk charme. “Maler, hvorfor skar du dit øre af?”, spørger Kirk, inden han opfordrer “Maler, slut nu fred/med dit liv og din kærlighed”. Her føler man at Bjarke Kirk og Kujonerne er i deres es, med overskud både lyrisk og musikalsk. ‘Sorte fugle’, ‘Fanget eller fri’ og ‘Maler’ falder som en særdeles stærk kerne midt på albummet.

Afslutteren ‘Æblet falder ikke langt fra stammen’ hører til den dæmpede ende, og med sit stille tilbageblik på barndommen og den familiære arv, de ting man har med i baggagen fra tidligere generationer, er det en sang, som også kan sætte tankerne i gang hos én selv. Hvad er det, der gør os til dem, vi er? “Historien går i ring,” konstaterer Kirk, og dæmpet fader albummet ud.

Lever hvor vi bor er alt i alt en glædelig overraskelse. Musikalsk er det veludført og velproduceret og Kirk’s vokal og lyrik rammer som regel noget interessant. Samtidig er det også på nogle punkter befriende at meget af det kredser om hverdagsproblematikker og barndomserindringer, overvejelser om hvor man er på vej hen, det er kort sagt jordnært og til at forholde sig til. Bagsiden er at det ind i mellem også bliver lige vel banalt og ikke synderligt vedkommende. Mestendels er det dog engagerende på sin egen stilfærdige facon, og det bliver interessant at høre hvor Kirk og Kujonerne bevæger sig hen næste gang.

Besøg Bjarke Kirk & Kujonerne på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here