Biohazard: Reborn In Defiance **** (4/6)

0
545
views

Nyt fra Brooklyn hardcore metalpunkerne Biohazard i 2012? Hvor kom det lige fra, og hvordan er det mod alle odds blevet ganske vellykket? Spørgsmål der naturligt dukkede op da denne udgivelse sneg sig ind på mig, og nedlagde mig midlertidigt, med en samling hårdtslående og energiske knytnævesalg af musikalsk karakter.

Men dermed har jeg vel egentlig allerede svaret på spørgsmålene, for selvom Biohazard i år kan fejre 25 års jubilæum, så slår de stadig en proper næve, og har ikke glemt deres gadedrenge “Fuck you, we’re from Brooklyn” attituder og energi. Det var ellers ikke fra deres kant man havde forventet nyt – de seneste mange år har gruppen været præget af at bandmedlemmer kom og gik, samtidig med sideprojekter skød op, afbrudte comeback tours og de seneste fem år en “midlertidig opløsning”.Det var da heller ikke uden problemer, at “Reborn In Defiance” kom til verden. Allerede inden albummet kom på gaden havde forsanger, bassist og medstifter, Evan Seinfeld, forladt bandet igen for at koncentrer sig om et nyt band, og hans anden karriere – pornobranchen. Resten af det nuværende Biohazard, består af de tre “oprindelige” medlemmer Bobby Hambe, Billy Graziadei, Danny Schuler samt Scott Roberts, der har været on/off i bandet de seneste 10 år, men nu synes at være kørt i stilling som permanent erstatning for Seinfeld som forsanger.
Albummet er indtil videre ikke udkommet i USA pga. problemer med at finde et pladeselskab og distribution.Efter en kort intro blæser “Vengence Is Mine” ud af højtaleren, og man føler sig hensat til MTV Headbangers Ball i start 90erne, hvor Biohazard rent faktisk var store! Faktisk så store at deres plader “Urban Discipline” og “State Of The World Address” hver solgte over en million stk, salgstal der for nutidens hårde bands for det meste er ren utopi , ikke mindst i kraft af et nummer som “Punishment”, der var en af de mest viste videoer i førnævnte Headbangers Ball.

all your life and all your days
you ain’t never gonna change your days
I am never gonna rest till you pay
vengeance is mine

Sådan kunne man opsummerer “Vengence Is Mine”, ikke en tekst de kommer til at vinde priser for, men den leveres med nerve og vilje, noget der er et gennemgående træk ved albummet, og det der i sidste ende er dets største force.

I det hele taget er første halvdel af “Reborn In Defiance” domineret af en ungdommelig kraft og vitalitet, hvor man bestemt ikke kan mærke at de blev dannet da Reagan var præsident i USA. “Decay” og “Reborn” tromler frem igennem storbyens betændte og brændende gader, så man skulle tro der var udbrudt borgerkrig, hvor Biohazard med voldelige midler bekæmper uretfærdighed og undertrykkelse af asfaltjunglens mest udsatte beboere.
Selvom det er vældigt medrivende og smittende når Biohazard på den måde spiller med musklerne, så undgår man ikke at blive lidt indifferent overfor deres gentagende parole-råb-power-matal. Teksterne er ikke videre dybe, eller noget man behøver fordybe sig i, ofte er det bare slagord og oneliners der brøles ud over en tung melodi – men effektivt, det er det.

“Killing Me” er mere over i en rapmetal ala Korn cocktail, men det forbliver mere en halvvandet sag fremfor en sprængfarlig Molotov. Så er der mere bid i “Countdown Doom”, hvor Biohazard giver den som Slipknot’s mere afdæmpede, men voksen olme, storebror. Igen slynges der kampråb ud i stride strømme, men det fungerer faktisk så godt, at man får helt lyst til at barrikadere gaderne og sætte lidt ild til ting – for en retfærdig sag, forstår sig.
Den punkede “Come Alive” får for alvor sat brand i gaden, så man helt frygter at bandet må stoppe op midt i sangen, fordi de ældre herre er blevet forpustede. De når dog igennem uden sidestik, men klogeligt sættes tempoet ned i “Vows Of Redemption”, før de bliver stakåndet af al den hærgen. Det klæder faktisk Biohazard at skrue lidt ned, selvom sangens omkvæd er lettere bøvet på sådan en bodega syng med agtig måde, men det mægtige groove i melodien holder den oppe.

Der råbes videre på “Waste Away”, hvor det simple budskab synes at være, at du ikke skal spilde dit liv.. tak for tippet, så vi hopper frem til næste nummer, “You Were Wrong”, et weltschmerz schmalz nummer af den salgs der var formodet uddød sammen med bands som Staind i 2002. Når det er sagt, så er sangen ikke helt ubrugelig, og det er endnu engang rart at Biohazard forsøger at spille med andet end uptempo musklerne, men 6 minutter i selskab med en NU-Metal ballade er lige til grænsen i 2012.

På “Skullcrusher” sættes der fut i Brooklyn igen, ja tænk engang. Tonse tonse tonse DIE tonse tonse tonse DIE! Hvis man af for mig komplet uforståelige årsager går til spinning, så ville dette nummer sikkert være ganske fint at svede til. Vi andre skriger videre sammen med Porno Evan på “Never Give In”, imens i tramper derudaf uden af komme ud af stedet – lidt ligesom Biohazard på disse to numre, der sagtens kunne have været undladt, eller kogt sammen til et enkelt.
Hovsa, og pludseligt er vi fremme ved pladens sidste sang. “Seasons In The Sky”, ved ikke om det er deres mere opløftende version af Slayer klassikeren “Seasons In The Abyss”? Helt så grum lyder den i hvert tilfælde ikke, men der er alligevel tale om en dunkel og stemningsfuld instrumental sag der slukker de brændende gader for denne gang.

Ind imellem lyder og fremstår Biohazard som en evnesvag abe der forsøger at samle et puslespil med en hammer, charmerende på sin egen måde, sjov at være i selskab med, men også lidt belastende i længden – det er jo ikke raketvidenskab, få det så overstået. I de momenter hvor det lykkes for bandet at samle brikkerne, da er det svært medrivende og virkningsfuldt, her på dette album gør det sig især gældende i den stærke første halvdel, hvor det hele virker sprængfarligt og letantændeligt. På anden halvdel har de lidt sværere ved at få det hele til at hænge sammen.

Det samlede billede ender dog med alt i alt at være en positiv overraskelse – kønt, klogt og indviklet er Biohazard muligvis ikke, men man kommer rigtig langt med god gammeldags arbejdsomhed, sved på panden og spillelyst. 4 stjerner med en pil opad for at ruske knoglerne lidt varme her i vinterkulden, og smut så i bad drenge og køl lidt af.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here