Billy Boy In Poison: Invoker ★★★★☆☆

0
149
views

Billy Boy In Poison er ude med album nummer to, et voldsomt potent bud på hvordan moderne dødsmetal kan lyde. Det er nok kun op til ens egen udholdenhed indenfor genren, hvor længe man er med på løjerne.

Min kondi rækker til omkring 35 minutter, men pladen varer altså “desværre” 45. Det betyder sådan set ikke, at de sidste par numre er dårligere end resten, da når jeg bare muren og er blevet lammet fra top til tå af de barske løjer. Her kunne lidt mere variation i lyd, tyngde og udtryk måske gøre, at jeg holdt pladen ud.

Men, sådan skulle det ikke være, og på den anden side er det nu også herligt med et band, der bare smækker igennem stort set fra start til slut. Midt på pladen er der et nummer der bærer den fine titel “A Walk on Broken Bones “. Det er meget sigende for det meste af materialet på Invoker, der både handler om en indre kamp, og indeholder nogle samfundskritiske numre. Det kan måske godt drukne lidt i det knusende lydbillede og den overbevisende vokal.

Af og til fanger man dog brudstykker som “we fight ourselfs in a divided state of mind” i “Divided State of Mind”, eller noget om “the darkness within”, i førnævnte “A Walk On Broken Bones”. Det er med sine lidt over 6 minutter også pladens længste nummer. Heldigvis har Billy Boy In Poison både evner og finesse nok til, at kunne gabe over spilletiden. For nok domineres pladen, og især dette nummer, af et ganske afsindigt tempo og en følelse af, at  man får smadret skallen ind i en mur gentagende gange, men på en god måde. Ja, jeg kører lidt træt i den massive omgang klø mod slut, men der er også noget dejligt kompromisløst ved den nådesløse fremgangsmåde.

Dermed ikke sagt, at der ikke er variation at finde i det knusende lydbillede, det er der, det er bare varierende grader af knusende, og ikke meget plads til at puste ud. Singlen “Iron Grip” lægger eksempelvis atmosfærisk ud, men der er stadig knald på og det varer ikke længe før atmosfæren må lade livet for en tung lyd som man virkelig kan slå sig på  – samtidig med, at produktion gør, at det stadig føles “lyttevenligt”. “Morca” starter mere afventende og minimalistisk, inden man væltes omkuld og omsluttes af en voldsomt ondsindet lavine af lyd. Der er noget klassisk dødsmetallisk over det, ikke mindst de piskende trommer. Et nummer der bare helt overordnet netop pisker dig.

Mest “medmenneskelig” fremstår Billy Boy In Poison på næstlængste nummer, den 6 minutter lange “Exodus”, der lægger fra land med en langsomt opbyggende, melodisk intro. Her lyder bandet ikke “kun” som en flok hærgende metalbarbarer, som vil se blod og indvolde… altså lige indtil helvede bryder løs og de rent faktisk lyder som lige netop det! Her rammer de et ret sejt groove, der ikke bliver slapt eller stikker af, men får nummeret til at vugge stramt, mens vi glider over i noget mere blackened i lyden. Et super fedt nummer, hvor bandet får vist noget mere alsidighed og nye sider af deres grumme lyd. Noget man gerne så indarbejdet mere i lyden fremover og noget der kan bygges videre på, så formlen brydes i større grad.

Men det er klart den rå muskelkraft og lysten til at smadre løs for at få sine budskaber igennem, der virker mest fremherskende på Invoker. Numre som “Mara” og “Black Gold” mod slut på pladen giver ikke mange muligheder for lytteren til at undslippe. Der er tryk på fra start i begge numre, hvor man i “Mara” eksempelvis får følelsen af, at blive hvirvlet og kastet rundt som en hjælpeløs kludedukke.

Billy Boy In Poison lyder bare ekstremt onde i sulet og pissed off på Invoker, det grænser til regulært overfald flere steder, hvilket er fedt men i sidste ende også lidt lammende. Lige nøjagtig HVOR fedt man synes det er, afhænger nok af ens smertetærskel og smag. Jeg tager med glæde imod de modbydelige tæsk, men når jeg hører de passager, hvor bandet griber til andre metoder, så får jeg faktisk lyst til mere af den slags.

Vi ender på en kæmpestor 4’er i denne omgang, men jeg har på fornemmelsen, at der faktisk er mere i bandet her, hvis de formår at udvikle sangskrivningen yderligere – og bruge de værktøjer de har endnu mere kreativt.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here