Bess: HÅND (EP) ★★★★☆☆

0
1097
views

“For helvede hvor er det mærkeligt, altså!”. Det har undertegnede taget sig selv i at sige flere gange, under gennemlytningen af Bess’ EP/audio-visuelle udgivelse HÅND, hvor der eksperimenteres med diverse elektronik, lydcollager, kvindevokal og et væld af musikgenrer. Det er måske mere “kunstperformance”, end egentlig musik, hvilket den medfølgende visuelle del også indikerer.

Det er svært helt at beskrive hvad Bess er for en størrelse, for i sin søgende, grænse- afprøvende, og nogle gang overskridende, natur lader musikken sig ikke sådan indfange, definere eller proppes i en handy kasse. Det er udsvævende, kringlet, udforskende, sært, fremmed, velkendt, legesygt, konfronterende, kompromisløst og dragende – nogle gange på samme tid, andre gange mere opdelt i løbet af de 5 numre (6 hvis man inkluderer det 8 minutter lange bonusnummer “Den Sørgelige Sang”).

Bess beskriver selv projektet således: “Et poetisk, dansksproget og personligt tidsbillede, fuld af skønhed, i rå og usødet sonisk udfoldelse, gennem trompet, kontrabas og elektroniske beats”.

Den visuelle del består af en 15 minutter lang kortfilm, eller kunstfilm er det vel, hvor musik og billeder supplerer hinanden på glimrende, men mærkværdig, vis. Jeg har dog oplevet at lyd og billeder smelter lidt sammen, og musikken på en måde træder lidt i baggrunden, så det kan være svært helt at bedømme musikken og dens kvaliteter. Det kommer nok an på ens øjne og ører, og meningen er naturligvis også at elementerne skal flyde sammen, men vil man have det fulde ud af musikken i sig selv, så er i hvert fald jeg nødt til at slukke for filmen.

Den er nu også i stand til at starte sin helt egen syrede, drømmende og fragmenterede film, så selv uden den officielle film, er Bess en enormt visuel oplevelse – med musikken isoleret, er det bare dine egne billeder der får lov til at supplere.

I centrum er sangerinde Bess Barkholt Andersen, der også har produceret, og hun får virkelig vredet og slynget stemmebåndet i løbet af de ret forskellige numre man finder på HÅND. Nogle gange tænker man Björk, andre gange klassisk højstemt nordisk vise-sangerinde, så bliver det jazzet, lidt poppet og så helt skævt igen det næste øjeblik. Den musikalske del, der rummer nogle af de samme genremæssige klange, og meget mere, er en både uforudsigelig, lidt krævende og stedvis sært tillokkende rejse at være med på. Man bliver bestemt ikke holdt i hånden af Bess, men du bliver heller ikke skubbet væk. Bess er ikke fjendtlig, men det er lidt fjernt og fremmedartet, på en måde hvor man det meste af tiden nysgerrigt prøver at følge med – men også hist og her kæmper lidt med at hænge på.

Det er lidt vanskeligt, og måske lidt synd, at fremhæve enkelte numre frem for andre – eller i det hele taget at pille numre ud af sammenhængen. Det virker, trods variationen fra nummer til nummer, som ét sammenhængende, musikalsk spraglet og strittende, værk, der også bør nydes som det. Men lad os tage et hurtigt overblik.

Den skævt jazzede og hakkende “Helt Dernede” starter turen, hvor Bess’ vokallevering og lyrikken nærmer sig en form for rytmisk digtoplæsning, fremfor egentlig sang. Hvor “Helt Dernede” er varm, boblende og upbeat, på sin egen snørklede facon, så er lydbilledet, stemningen og fremførelsen langt mere tilbageholdende, kølig og distanceret på “Magnoliaer” – hvor man svæver helt ud og væk sammen med musikken, der her er mere atmosfærisk lydcollage, end regulær “sang”. “Splintret Spejl” har musikalsk en mere pågående, let ildevarslende tone, Bess supplerer til stemningen med kølig, men alligevel nærværende, vokal. Det har noget sørgmodigt og ikke-levende/-jordisk over sig, ja, næsten spøgelsesagtigt og hjemsøgt.

“I Slutningen”, er ikke sidste nummer som titlen måske kunne antyde, men næstsidste. Her dukker noget guitar op, stemmen ligger nu helt fremme i lydbilledet igen. Den virker mere “menneskelig” og til stede, men stadig med en stemmeføring og tone, som skaber noget fremmedartet, eller lidt urovækkende. Det er endnu en stille svæver af en sang, men guitaren giver den en organisk og mere jordbunden følelse, end det er tilfældet i de foregående numre. Mod slut letter det hele og vi sigter mod de højere luftlag. “Ondt” lukker og slukker (hvis man ikke tæller det lange, afdæmpede bonusnummeret med), med temmelig heftig brug af elektronik og rumklang af en art på vokalen, mens en stryger saver lidt løs i baggrunden. Det aer ikke ligefrem lytteren med hårene, slet ikke når Bess begynder at lege lidt med nogle ralle-lyde, men til gengæld er den kort, hvis man står af. Det er lige før 2 minutter og 17 sekunder er i underkanten her, det er godt nok temmelig mærkværdigt, men på en pirrende måde. altså for nysgerrigheden.

Den samlede oplevelse er lidt som at være på kunstudstilling, man ser en masse værker, prøver at tage det hele ind, i glimt er der noget der virkelig rører en, på andre tidspunkter prøver man at finde en grimasse der kan passe – mens man forsøger at finde ud af hvad det mon skal forestille? Bess fungerer allerbedst for mig, hvis jeg forsøger ikke at tolke alt for meget på det, eller nødvendigvis forstå det hele og den “dybere mening”, men blot lader musikken få plads og lov til at udfolde sig og mine tanker vandre med, eller i en anden retning.

Stjerner? Hmm…. med musik, og nogle individuelle oplevelser, der er så svære at sætte i bås, eller beskrive, så er det næsten synd at låse HÅND fast i en en stjerneskala. Vi kalder det 4 “vejledende stjerner”, med oplevelsesudsving til begge i sider. Men original, særpræget og helt sin egen, det er Bess sgu’ godt nok!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Bess HER

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here