Barricade: Waker ★★★★☆☆

0
562
views

De danske sludge/hardcore-rockere Barricade er klar med fuldlængde album nummer to, en kradsbørstig makker, der over 10 numre ikke tager mange skridt baglæns. Til gengæld kniber det også stedvis lidt med at komme ud af stedet.

Lad mig straks slå fast, at Waker ER et rigtig godt album, selvom jeg har et par kritikpunkter, som er grunden til at Barricade ikke lander helt øverst på skalaen.

Først og fremmest synes jeg at bandets tungt brummende og olmt ulmende Savannah-sludge lyd og udtryk bliver lige en anelse monoton over 10 numre. Variationen de enkelte numre i mellem, hvad angår riffs, melodier og sangskrivningen generelt, er egentlig tilstede, det hele mudrer alligevel bare lidt sammen i sidste ende. Og i en sådan grad, at jeg har lidt svært ved at skelne numrene fra hinanden, eller nævne nogle klare højdepunkter efterfølgende. Det kunne, naturligvis, være en del af pointen, at det skal føles som en lydmur der bare ruller henover en, men også lidt en skam, for der gemmer sig faktisk nogle temmelig fede numre i sludge-sumpen, sålænge musikken spiller.

En løsning kunne selvfølgelig være bare at lade musikken spille uafbrudt på repeat, men har ikke lige testet om materialet helt er slidstærkt nok til det. Nuvel, NÅR jeg får skruet op og lader Waker folde sig ud, så viser albummet et band, der lige netop selv er ret gode til at lade deres musik få plads, albuerum og mulighed for netop at folde sig ud. Adskillige steder i mine noter har jeg blot skrevet “fed afslutning” som sidste note til et nummer, hvor bandet lader numrene rulle tungt mod målstregen og ser hvad der sker.

Ofte er resultatet nogle outroer på numrene der får en til at sidde og vippe og sumpe hen, mens man bare lader sig rive med, og tromle ned af de bølgende rytmer. Et nummer som “Devoured”, som jeg ellers synes er blandt de numre der rykker mindst i og for mig på albummet, efterlader i sidste ende et positivt indtryk på grund af en fin afslutning. Rundt om “Devoured” finder vi pladens stærkeste perioder, med tre virkeligt fede numre som indleder pladen, og 4 efterfølgende, der udgør midteraksen og begyndelsen til enden på Waker.

“Axefinder” får albummet glimrende fra start, hvor Barricade svinger kampøksen og hugger slaget i gang efter en ulmende akustisk intro. Der er i det hele taget en del i Barricade’s lyd og univers, der giver billeder af store slagmarker fra fordums tid, med lige dele stemning af heltedåd og ære og de kolde realiteter med afhuggede lemmer og barsk brutalitet.

Waker er både småepisk og lige på og råt. “Tartarus The Oath” hører i første kategori, hvor vi skal en tur omkring den græske mytologi, hvor Tartarus har forbindelse til underverdenen, et stort hul under “Jorden”, eller det plan som udgør Jorden i den gamle kosmologi. Og sådan lyder det relativt bombastiske brummebasse nummer egentlig også, sateme en tuuuunng sag. “CHARGE THE GATES” lyder der fra den grumme brøle-vokal på den efterfølgende “Tartarus” (yes, det sted igen), hvor Barricade viser sig fra deres mere “rockede” side og lyder som en pissetung og ondsindet udgave af The Sword, hvis man skulle hive en nyere reference ind fra sidelinjen.

Brøle-vokalen falder helt overordnet vældig godt i min smag, men Barricade spæder den del af udtrykket op med en anden vokalist, der mere er over i “RÅBENDE-snakke” afdelingen, tænk Helhorse dynamikken hvis vi lige skal sammenligne med noget hjemligt, og en kombination jeg lige skulle vænne mig til. Som albummet skred frem syntes jeg bedre og bedre om blandingen og den vekselvirkning det giver. Det fungerer fortrinligt på et nummer som den truende og ildevarslende “Imperial Eagle”, der ender med at lyde som et skyttegravsbombardement, den mere heavy rockede “Forged By Thieves” og den 5 minutter og 50 sekunder lange andensingle “Slave The Fire”, et knurrende knogleknusende højdepunkt på pladen. Alle med den nævnte “fede afslutning”.

I det hele taget spiller Barricade bare tæskefedt og får spillet med sludge-musklerne så man lige tænker sig om en ekstra gang inden man lægger sig ud med dem. Så lever man også med, at udtrykket kommer til at virke en smule velkendt når vi når frem til de to afsluttende numre “Low On Ice” og “The Pale”.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet, Waker er i lange stræk en fornøjelse at lade sig ruske igennem af, men man vænner sig efterhånden til fremgangsmåden og metoderne, så man mod slut savner et nyt trick eller to. Eller også er øregangene bare blevet lidt lammet af de tunge tæsk?

Vi ender på 4 af de pænt store til Barricade.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Barricade på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here