RF08: Band of Horses – Arena, fredag ******

0
932
views

De red mod sejren i solen

Hvad er en perfekt koncert? Hvis noget sådan overhovedet eksisterer? Og kan det måles?

For nogen er det måske en teknisk set fejlfri spillet koncert, andre foretrækker dyb originalitet og det nyskabende. Showelementet og det visuelle er vigtigt for nogen og der findes dem der dyrker den store tekstforfatter, kunstneren, eller den ifølge dem bedste og mest alsidige vokal.
Der findes dem der finder stor nydelse i det indadvendte, nedtonede og seriøse, andre igen elsker at stå og synge med og fyre op i en fest.
For mig er det stemning og stemninger der tæller højest – og der hvor musik bliver til billeder og følelser lever den perfekte koncert for mig. Det hvad Band of Horses leverede denne eftermiddag er det nærmeste man i min verden kommer på hvad jeg opfatter som perfektion!
Store og svulstige ord, men allerede inden koncerten gik i gang kunne man fornemme at der var en helt særlig oplevelse i vente. Der var i den grad noget i luften, både varme og forventningsfuld summen fra et talstærkt og imponerende vågent publikum, en højspændt dirren fyldte det store Arena telt.

“This is officially the best day of my life. Thanks for being here for it!”, sådan bød forsanger Ben Bridwell os velkommen før de første toner overhovedet havde forladt højtalerne. Han må have følt stemningen i teltet backstage, en stemning der med denne korte hilsen nærmede sig kogepunktet foruroligende tidligt. Låget røg da også næsten af den hede Arena gryde da bandet skruede op på fuldt blus og lagde ud med ”Is there A ghost?”, deres nok største hit hidtil herhjemme.

Det var vitterligt som om nogen lettede det tryk publikum havde opbygget i minutterne op til start og nu kom til udtryk som euforisk fællessang og glæde, der blev modtaget med hvad der lignede oprigtig overraskelse og endnu større glæde på scenen.
Is there A ghost? – amatør video (lidt ujævn lyd)

Nogen koncerter lever på at kunstnerne er dygtige til at opbygge en stemning igennem sættet og på den måde kan ”guide” publikum i den rigtige retning, her tog Roskilde deltagerne sagen i egen hånd og slap ikke grebet igen. Dermed ikke sagt at vi overtog kontrollen fra Seattle drengene på scenen, det var et af de sjældne tilfælde hvor der blev løftet i flok.

Som understreget i første nummer er Band of Horses musikalsk ikke dybt originale og teksterne fremstå ofte ret banale, men som den vældige modtagelse demonstrerede så er deres sange voldsomt virkningsfulde. Bridwell er teknisk set heller ikke i besiddelse af planetens mest varierede vokal, men hvad gør det når han udnytter sit potentiale fuldt ud og synger så smukt som på ”The great salt lake”, der flød ud over publikums arme før de havde fået dem ned igen.

Da den enkle og simple, i ordenes bedste forstand,  ”No one´s gonna love you” fuldendte hattricket som tredje nummer, begyndte man at blive nervøs for om de storsmilende skægaber mon kunne holde dette momentum hele vejen til slutføjtet. Det kan være farligt at bruge alt det stærke krudt først, man risikerer simpelthen at punktere stemningen når de mest kendte numre er brugt op efter 20-25 minutter.
At det tilsyneladende ikke afskrækkede bandet, viste de da også ”The funeral” blev hældt ned til den boblende masse, der tog imod med åbne munde og vedholdende klap.  Derfra kunne de simpelthen ikke sætte en fod forkert oppe på scenen, hverken i mere afdæmpede numre eller da helt nyt og hidtil uudgivet materiale blev luftet – endda på tidspunkter i koncerten der normalt ville skrige til himlen efter et hit.

”The first song”, ”Cigarettes and wedding bands”, “Ode to lrc”, “The general specific” forsatte den fuldstændige sammensmeltning mellem samtlige tilstedeværende i Arena teltet. Hele den følelsesmæssigt, og fysisk, berusende rejse igennem blev man mindet om hvor livsbekræftende umiddelbart triste og melankolske sange kan være. Da det stille og slumrende ekstranummeret ”Monsters” tonede ud, virkede det reelt som om Arena var forvandlet til ”Parken” og tolvte manden på lægterne fejrede en 6-0 sejr.

Derfor de 6 stjerner, ikke for det perfekte, men for den smukkeste symbiose mellem følelser, billeder, musik og folk man kan forestille sig. En symbiose frembragt af et oplagt og uimodståeligt band og deres helt igennem fantastiske og ekstatiske medspillere i smeltediglen.
Tak Roskilde

Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here