Ascendant: Serenity (EP) ***** (5/6)

0
1764
views

Aarhusianske Ascendant blander elementer fra black, death, progressiv og melodisk metal på denne, deres tredje, udgivelse, Serenity. De mange elementer der er i spil kræver stadig en lille smule finpudsning for at ramme noget, der giver topkarakter, men overordnet set har Ascendant fat i en rigtig spændende og vellykket lyd.

Det første man bider mærke i, når man lytter EP’ens 4 numre igennem, er at trods bandet henter inspiration fra en del genrer, så lader det til at de har fundet et samlende udtryk, som de er trygge ved. Der spilles med stor sikkerhed og Ascendant virker på ingen tidspunkter famlende eller som om de eksperimenterer for blot at prøve på at ramme et eller andet, der virker for dem. Her er black og death vokal, guitarer der, sammen med rytme sektionen, bevæger sig fra det dødsmetalliske over i det mere melodiske og tilbage igen  – i det hele taget har de 4 fyre styr på deres klang.

Der, hvor der måske kunne arbejdes lidt, er med at gøre det hele lidt mere fængende, man savner lige det sidste i melodierne til at de hamres fast i skallen på én og ikke smutter igen – men vi er ude i den absolutte småtingsafdeling. For gennemgående så er det både medrivende og fængslende så længe musikken spiller, jeg har bare lidt svært ved at huske det foregående nummer når det efterfølgende går i gang.

Serenity åbner med den mægtige “The Void”, hvor Ascendant straks får gravet et dybt og mørkt musikalsk hul. Lidt akustisk guitar er med til at skabe variation midt på nummeret, men grundstemningen er dystert dragende, som om man langsomt men sikkert bliver suget ind i et sort hul. Der veksles mellem døds-growl og black-skrig, nogen gange oven i hinanden, det fungerer rigtig godt og sørger for at man aldrig kører død i en af de to stilretninger. Når vokalen lejlighedsvis slår over i “almindelig” råbe-vokal, det vil sige, lettere psykotisk klingende råbe-vokal, så er jeg ikke altid med på legen. Det lyder en kende sært i det fortættede mørke, når der pludselig går lidt hardcore råb i den, men samtidig fungerer det faktisk fint til at slå en anden stemning an i musikken, og give Ascendants udtryk nogle ekstra strenge at spille på. Så lad os kalde det uafgjort med hensyn til om jeg synes om det eller ej.

“Serene” følger op på den vellykkede åbning med en atmosfærisk indledning med buldrende trommer og en højstemt melodisk guitar, inden growlen hiver nummeret ned i jordhøjde igen. Vekselvirkningen mellem grum growl og savlende skrig benyttes igen med succes, her i et nummer der har en lidt mere episk “vikinge” metallisk følelse. Der er lidt Amon Amarth “grib dine våben og kæmp/dø med ære” over stemningen der gennemstrømmer nummeret, inden den mere militant-trommende afslutning får tropperne til at rette ind og marchere i takt mod fjenden.

Der gives ordre til fuldt frontalangreb på “When We Blindly Follow The Enigma”, tempoet skrues godt og effektivt i vejret og instrumenterne står på fuldautomatiske salver. Temposkiftet er veltimet efter de mere kværnende første par numre, men heldigvis kaster Ascendant ikke bare alt over bord til fordel for fart. Angrebet forstærkes ved at trække på de mere knogleknusende sejtrækker elementer fra tidligere på EP’en, samtidig med at der er plads til voldsomme eksplosioner på guitar og trommer.

Man får lige et lille pusterum i den afdæmpede og afventende intro på Serenity’s sidste nummer, “The Foundation”, inden Ascendant igen åbner for sluserne med et melodisk dødsridt. Growlen får lov til at brumme alene en tid og leverer de første 2 minutter den måske mest overbevisende vokalpræstation på hele EP’en, inden den suppleres med den førnævnte omgang pscho-råb. Lidt senere satses der lidt ved ligefrem at give “skøn” sang og vokalharmonier et skud, og overraskende nok så fungerer det faktisk, selvom skøn bestemt står i gåseøjne – men det ville også virke helt forkert, hvis bandets ellers dunkle klang pludselig lød som et regulært boyband. I dette nummer kigger bandets progressive sider også for alvor frem,  i form af hyppige stil- og temposkift, men hver afstikker eller detalje virker som en tilføjelse til musikken og ikke som et forvirret band der bare skyder i alle retninger og håber på at ramme noget.

Serenity er alt i alt et rigtig stærkt udspil fra Ascendant, man kan mærke at bandet har mange idéer de gerne vil af med, og det meste af vejen lykkes de heldigvis med at få dem ud på en måde der gør, at lytteoplevelsen føles rig, varieret og sammenhængende. Med så mange elementer i spil kunne det nemt kamme over, føles overlæsset eller bandet kunne miste fokus – det er ikke tilfældet hos Ascendant. Jeg personligt savner, som nævnt indledningsvis, det sidste udefinerbare “noget”, der gør at de enkelte sange bliver mere mindeværdige end de i forvejen er, et eller andet “hook”, en krog der efterlader et ar, der er tydeligt nok til at jeg kan huske hvor jeg har fået det fra.

Det kan også skyldes, at der simpelthen sker så meget i de enkelte numre for, for hver gang jeg har lyttet Serenity igennem er jeg blevet mere og mere begejstret for den. For hver gang hænger der mere og mere, som jeg synes om, fast i mit personlige filter. Det er bestemt ikke en svaghed, men det kræver lige at man er indstillet på at Serenity kræver nogle gennemlytninger, hvis man skal ud over det umiddelbare indtryk, som er, at udgivelsen er solid. For Ascendant er mere end “bare” solide, her er faktisk rigtig meget at komme efter, nok til at vi sniger os op på de 5 stjerner. Ikke mindst fordi jeg har på fornemmelsen, at det er en udgivelse der vil blive ved med at vokse – hvis men lige husker at tjekke filteret en gang imellem.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Lyt til eller køb Serenity for en 20er på Ascendants Bandcamp

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here