Danske Apparatus, der består af medlemmer fra andre bands som Defilementory, Eldjudnir og LLNN, forsvinder, og prøver at suge lytterne med, ind i et H.P. Lovecraft inspireret univers, nærmere bestemt myten om den gamle gud Cthulhu, som herskede på jorden før menneskeheden. Det musikalske univers blander elementer fra black, døds og doom metal, og ja, det er grumt og mørkt!
Nu, hvor stjernerne endelig står rigtigt, er Apparatus’ kaos klar til at blive udløst over de intetanende masser….. Fremtiden tilhører Cthulhu, Apparatus er blot Hans budbringere.
Således lyder et mindre uddrag af Apparatus’ i forvejen sparsommelige pressemateriale, hvis eneste formål synes at være, at sætte rammen for musikken og slå stemningen an. Det er nok også temmelig afgørende for ens nydelse af det der følger, at man køber præmissen og er med på legen. Synes man den slags fantasy fortællinger og fiktionsuniverser er noget nonsens, så gør man nok klogt i, at styre uden om Apparatus. Og selv med en hang til disse sager, så bør man gå forsigtigt frem – musikalsk er det her ikke for alle!
Jeg selv er nerdy nok til, at sætte pris på forsøget og indsatsen, uden at jeg måske er helt så grebet af stemningen som andre muligvis vil være, ikke mindst bandet selv. Og jeg er bestemt heller ikke den store H.P. Lovecraft kender eller læser, så en del referencer, henvisninger og inspirationskilder på Apparatus er med garanti røget hen over hovedet på undertegnede.
Når det er sagt, så er jeg med på præmissen og over 3 kvarter omhyllet af bandets grumsede og mørklagte undergrundsrumlen, er bestemt ikke en uinteressant oplevelse. Og undergrund, det ér Apparatus, så meget undergrund i sin skæve, dissonantiske og skurende lyd, at man næppe kan se overfladen derfra, hvor bandet lader musikken brumme ud fra.
Albummet består af i alt 11 numre, delt op i hvad man kunne kalder 3 akter, hvor korte numre betitlet henholdsvis “Sermon I, II og III” markerer overgangene. Vi har altså med en art konceptplade at gøre, i hvert fald giver den mest mening for mig, hvis man anskuer den sådan. Man kan høre numrene enkeltvis og isoleret, men for mig står de klart stærkest, hvis man ser dem som små kapitler af en større samlende helhed – så slug hele bæstet, med hud og hår.
Efter “Sermon I” har slået en tilpas ildevarslende og ugemytlig stemning an, åbnes porten til en dæmonisk underverden for alvor i andet nummer, “The Unreverberate Blackness of the Abyss”. Og hvis titlen ikke gør at du får kaffen og kringlen galt i halsen, så skal det flossede, kantede og kulsorte lydbillede og den dybe vokal nok hjælpe til. Faretruende guitar, dundrende trommer, pludselige opbremsninger, overgang til ren bulder og brag, en vokal der ændrer karakter og nærmest snakke/messer, imens man ser en kutteklædt skikkelse for sig, der i røg og flammer udfører en form for okkult ritual.
Apparatus virker overordnet set næsten som en slags prædiken, med alt hvad der hører til af bønner, salmer, ritualer og andet hokus pokus. Altså ikke den slags prædiken du finder i landets folkekirker hver søndag formiddag, forstår sig.
Pladen gennemstrømmes af en følelse af uro, rastløshed og uhygge, som er svær helt at sætte ord på. Melodierne, og instrumenterne, hakker og sprutter så det af og til lyder helt uharmonisk, ikke falsk, bare skævt og lidt “off”, så man føler sig lidt utryg. Der bygges hele tiden ovenpå fra nummer til nummer, så det virker som om man bevæger sig længere og længere ind i det ukendte mørke. På “Spheres” træder vokalen i baggrunden og ligger og messer et sted bag musikken, som river og flår så man får helt ondt i øregangene. Det er hårdt, skramlende og svært at finde egentlige holdepunkter i. Noget spredt klaverklimp, der nærmest lyder som tilfældige toner, giver mod slut lige det sidste, så man begynder at frygte for sit mentale helbred.
På den efterfølgende “R’lyeh” trækkes vi helt ned på havets bund, bogstaveligt talt, i hvert fald i den forstand, at titlen stammer fra H.P. Lovecrafts’ The Call of Cthulhu, hvor det er navnet på en by der er sunket i havet. Så meget ved jeg da! (tak Google). Her er vi for alvor ved at være på dybt vand, for trykket fra musikken er massivt, som befandt man sig på havbunden et sted. For pokker, Apparatus spiller TUNGT.
“Sermon II” bringer os videre til den del af albummet, som jeg er mest revet med af og begejstret for. Efter de instrumentale semi-stenede klange tilsat munkekor (fra helvede), eksploderer “Dissecting Temporal Dimensions to Afflict the Abyssi of Chronos” (mange tak) ud af det uhumske mørke for fuld smadder. Stemningen er kaotisk, melodien bølger og bruser frem og tilbage, imens vokalen har nået dommedagsstadiet. Cirka halvvejs igennem det sært betagende nummer, skifter vokalen klang, og kaster sig ud i noget man vel kunne kalde en kombination af opera og råbe-bøn – ikke helt ulige stilen hos italienske Abysmal Grief. Nummeret slutter i et tonstungt toneleje, hvor man frygter, at éns lunger kunne klappe sammen hvornår det skulle være.
Hvis ikke her, så måske i den efterfølgende “Miskatonic”, der efter en simpel og tilbageholdende indledning, rumler og presser os endnu tættere på afgrunden. Nu er dommedag for alvor nær! Det ulmer, atmosfæren er tæt, trykket og foruroligende – og hele opbygningen og stemningen ekstremt vellykket. Klaveret vender tilbage, denne gang med noget der lyder som en rigtig melodi og ikke blot tilfældig hamren i tangenterne. Faktisk synes jeg, at Apparatus opnår større virkning, når de holder en lille smule igen rent musikalsk som her, og ikke bare tromler løs som på nogle af de tidligere numre.
Tromles skal der dog i eftertrykkelig grad inden vi når frem til “Sermon III”, på “King God” er vi nemlig tilbage i stenknuseren på max hastighed. Det buldrer og rumler lidt i tomgang for mig det første minuts tid, inden nummeret skifter karakter og bliver mere afventende og snurrende, imens guitaren får lov til at fræse lidt som en rundsav. Der veksles lidt frem og tilbage, i et mildt sagt kaotisk nummer. Ikke lige min favorit på albummet, men der er stadig passager der fungerer virkelig godt, så man står aldrig helt af.
Den langsommelige “Prayer” åbner 3. og sidste akt, der kun består af den og den sidste olme lyseslukker, “Arkham”. Her varieres der lidt på vokalfronten, måske er der i virkeligheden tale om 2 forskellige vokalister? Effekten er, at det lyder lidt som om den ene fremsiger bønner, og den anden fungerer som guden der svarer – eller, det er i hvert fald det billede jeg får. Blev bønnerne hørt? Bedømt ud fra sammenbrudslignende tilstande i musikken lyder det ikke umiddelbart sådan….
Apparatus er en både kompromisløs, original, udfordrende, ambitiøs og lidt udmattende oplevelse. Det er en ordenlig mundfuld at fordøje, på alle fronter og ikke alt glider lige ubesværet ned – men det lader heller ikke til at være hensigten. Deres væmmelige og overrumplende tur ned i den dybeste metal-undergrund, er ikke for alle, men det er turen værd.
Derfor ender vi på 5 små dæmoniske stjerner for den samlede pakke, som er en af den der slags “den samlede sum, er større en summen af enkeltdelene” oplevelser.
Af Ken Damgaard Thomsen
Apparatus er ikke udkommet endnu, da bandet mangler et label – så har du sådan et, eller er nysgerrig, så besøg bandet HER
