Aphyxion: Aftermath ★★★☆☆☆

0
738
views

Selv om Aphyxion-gutterne er nogle unge herrer, er de faktisk allerede et ret rutineret band. Aftermath er deres andet album, og her er både melodi og tyngde. Men måske også lidt for meget tech og synth. 

De var 16 år gamle da de spillede på Copenhell og Wacken Open Air, de er blevet rost af det engelske magasin Metal Hammer. Aphyxion var tidligt ude og markere sig på den danske metalscene og internationalt – jeg hørte dem live for første gang for 3 1/2 år siden, og der havde de ikke rundet de 20 somre endnu. Som band har de eksisteret siden 2007, så de må nærmest være vokset op sammen. Det kan man godt høre, for Aphyxion lyder som en sammentømret enhed, og selv om produktionen, af Jakob Hansen og guitarist Jonas Haagensen, måske nok er næsten lidt for professionelt international og klar. Den måtte godt være en lille smule mere gritty for min skyld. Men det er en relativt lille anke – det er nok også sådan lyden skal være i Aphyxion’s afdeling af metalunderskoven.

Aphyxion spiller melodisk dødsmetal med nogle tech-passager hist og her. Jeg synes måske det bliver lidt meget med de polerede flader ind i mellem, men ellers er der godt smæk på både riffs, rytmesektion og vokal. Efter en kort atmosfærisk indledning, er det lige på og hårdt med ‘Dark Stains on Ivory’, der lægger ud med både bastante og melodiske riffs, mens trommerne præcist tamper derudaf, og vokalen råbe-growler sig vej gennem riffene.

De præcist leverede riffs og den lige så præcise rytmesektion er Aphyxion’s stærkeste side – samtidig har de i vokalist Mikael Vahl en dygtig frontmand, som formår at være både kraftfuld og nogenlunde forståelig i sin growl. På den tungt groovende ‘Consumer Consumed’ lyder han endda ekstra olm, og i kombination med de velfungerende, mere melodiske passager, gør det nummeret til et af albummets bedste. Gode riffs er der mange af på Aftermath, tag bare indledningen på ‘A Part of the Solution’, hvor der også arbejdes med en mere varieret vokal, og på den tungt flænsende ‘Prisoners of War’, da den først kommer i gang.

Det kan dog også blive for meget af det gode med keys og synths, og på ‘As We Blacken the Sky’ er der simpelthen ved at gå for meget keyboard-fest i den for min smag – bevares, saften og kraften er bevaret, og måske endda intensiveret i forhold til nogle af de andre numre, men til gengæld er der noget, der lyder som et techno-hit, der er smeltet ind i blandingen undervejs. Det er ærgerligt, for der er ellers masser af power i den. Lidt det samme er tilfældet på ‘Can’t Be Beat’, hvor indledningen næsten er triphoppet. Det er ikke fordi jeg skal sidde og spille metal-puritanist, for jeg synes det er fint Aphyxion arbejder med at blande andre musikalske udtryk med den melodiske dødsmetal, men på numre som disse, synes jeg simpelthen ikke det fungerer for mig.

‘The Nature of Mankind’ bliver måske også en smule for pæn, men den aggressive ‘Same Kind of Different’ blæser ny energi ind på Aftermath med sit voldsomme drive, som dog, selvfølgelig, også bliver blødt op af mere melodiske passager. Her virker det dog glimrende doseret.

Det er det også på den godt vrisne ‘Born to Stand Strong’, mens ‘Destined to Fail’ til gengæld lider lidt under det lidt for dominerende synth/keys-tema, trods godt med smæk for skillingen – så er det godt albummet afsluttes med et brag i form af ‘When the Light Begins to Fade’, som ud over at have en fed titel, også groover tungt og medrivende – men igen lurer der noget synth i baggrunden. Det bliver dog heldigvis aldrig bliver så fremtrædende som et par andre steder på albummet.

Ingen tvivl om at Aphyxion er dygtige og evner både det melodiske og det brutale. Der er velskårne riffs, stærk growl, og gode grooves. Men i sidste ende sidder jeg tilbage med et lidt ambivalent forhold til Aftermath på grund af den ind i mellem dominerende brug af synths, som jeg ikke helt synes tilføjer noget godt til Aphyxion’s lyd. Det kan virke lidt hårdt med en stor 3’er, men jeg sidder med fornemmelsen af, at Aphyxion kunne skabe en stærkere lyd ved at gå andre veje.

Samtidig savner jeg at der er flere numre, der stikker ud og sætter sig under huden. Talentet er dog uomtvisteligt, men når Aphyxion rykker, så flår det måske nok godt mens det står på, men det sætter sig bare aldrig helt fast hos mig på Aftermath. Det kan være jeg er blevet metallisk tonedøv med alderen, eller det er et smagsspørgsmål, Aphyxion høster i hvert fald masser af roser andre steder for albummet. Så du skal selvfølgelig absolut tjekke Aftermath ud, hvis du er til melodisk og samtidig aggressiv død.

Du kan finde Aphyxion på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here