Amon Amarth: Deceiver of the Gods **** (4/6)

0
791
views

Langt hår, busket skæg, store sværd, ære skabt i blod og kamp, heltesagn og heavy metal? Amon Amarth’s Deceiver of the Gods har det hele og lidt til, faktisk så meget, at man periodevis bliver en lille smule immun overfor det i løbet af albummet.

De bagstræberiske svenskere leverer ellers storladen og episk heavy metal, eller vikinge metal, med enorme øksehug og susende vind igennem al kropsbehåring på deres nyeste plades 10 numre. Enorme guitarer, buldrende dommedagstrommer og en grum og dyb growl fra vikingehøvdingen Johan Hegg dominerer Deceiver of the Gods, der trods bulder, brag, lyn og torden i bund og grund er en pop-plade. En svulstig, bombastisk og til tider hårdtslående en af slagsen godt nok, men det er sangstrukturer og flair for melodier, der i sidste ende styrer løjerne, som i velproduceret popmusik – selv om der står “melodisk dødsmetal” på indpakningen.

Amon Amarth er her nået frem til deres niende album siden 1998, så det er da nogle produktive svenske neo-vikinger, om ikke andet. Umiddelbart har de godt med vind i sejlene på deres old school heavy metal skib pladen igennem, men et par ting holder pladen fra at være et succesfuldt togt fra start til slut. For det første er produktionen kort og godt for pæn. Det havde faktisk klædt den kampberedte musik bedre, hvis det havde knirket og knast, og knoglerne havde raslet lidt mere når man lytter til Deceiver of the Gods. En poleret viking virker lidt malplaceret i dette univers. For det andet, så går vikinge metallen lidt i tomgang hist og her i løbet af albummet.

På “Shape Shifter”, “Blood Eagle” og “Coming of the Tide” føles det lidt som om besætningen har opdaget, at vikingeskibet har en cruise control funktion. Det er hver især fine numre, men ikke noget der for alvor vækker kampgejst og offervilje i én som lytter. Men de er i det mindste ikke et regulært fejlskud, som “Hel”, der gæstes af Messiah Marcolin (ex. Candlemass). Musikalsk spilles der egentlig fint med de store nordiske muskler, men gæstevokalen tilføjer intet ud over at han lyder som en anstrengt Bruce Dickinson klon.

Heldigvis er de resterende seks numre ganske forrygende, og nogen der gi’r en lyst til at storme ud på slagmarken for at slås og dø med ære. Især åbner Deceiver of the Gods med en trio af sange, der besidder smittende kraft og enorme armbevægelser. Titelnummeret, der indleder angrebet, blæser ud over stepperne med våbnene trukket, direkte ind i fjendens linjer. Vi er på kanten af dødsmetal, hvor det stedvis vipper over i rene Iron Maiden tendenser – noget, der går igen flere steder på albummet.

“Asgaard will always be my home..” lyder det med fråden stående ud af munden på Johan Hegg, imens trommerne fræser slagmarken op, og hvis du ikke har maven til bombastiske tekster, så er det her nok ikke noget for dig. Vi befinder os stort set hele vejen igennem i et univers fyldt med heltemod, referencer til ase tro og nordiske guder skyllet ned med en solid slurk myte-mjød. “As Loke Falls” forsætter stormløbet mod legendariske heltegerninger med kæmpe guitarfront, piskende trommer og den dybe DYBE Hegg growl. Hegg lyder konstant som om blodtørsten er ved at koge over, imens resten af bandet fægter utrætteligt med alle skarpe genstande indenfor rækkevidde. At der er højt til loftet hos Amon Amarth, er en underdrivelse af dimensioner, men når de som her har en medrivende melodi med til at hvile det hele på, så fungerer det i uimodståelig grad.

“Father of the Wolf” afslutter den overrumplende indledning på Deceiver of the Gods, et af albummets absolutte højdepunkter. En fortælling, som fra de gode gamle dage, om en ond kraft der bliver bragt til live igen.

They brought to life an evil force
A beast that can’t be tamed
With dark deception in his soul
Betrayer of the gods

Ja, det kan lyde lidt fjollet på skrift, men tilsæt Amon Amarth’s virkningsfulde blanding af store melodier og himmelragende høje heroiske heavy klang, så har du altså noget der bare rykker. Inden man ser sig om, så står man selv med knyttet næve og ryster den mod himlen og råber af guderne.

Nu er det hele ikke vikingeficeret 80’er metal, for på den mægtige “We Shall Destroy” tager bandet nye våben i brug i form af groove metal. “Odin’s sons ATTACK” runger det ud af egetræs store Hegg imens musikken pumpes fremad med kæmpe skridt, og et melodisk groove der stedvis kammer helt over i ren White Zombie/Rob Zombie buldren. Ved Odin’s skæg, storslået!

Storslåede er også Deceiver of the Gods’s to længste numre, “Under Siege” på over 6 minutter midt på pladen, og den over 8 minutter lange afslutter “Warriors of the North”. “Under Siege” fortæller den heroiske historie om en belejring hvor:

Supplies are running low
Starvation now awaits
Reinforcement never showed
As the daylight starts to fade

Så portene åbnes naturligvis og vikingerne tager skæbnen i egen hånd, vælter fjenden i møde og proklamerer “death or victory”. Musikken antager nærmest karakter af et soundtrack til en skandinavisk udgave af filmen 300, men i teksten forbliver de stolte og modige vikingers skæbne uvis. Man bliver helt svimmel af al den ære ind i mellem, men det er kraftedeme effektiv metal, så de mure, de indledningsvis i nummeret er spærret inde bagved, skælver!

Udstyrsstykket “Warriors of the North” følger et narrativ om en gammel konge, som undsættes af en flok aldrende udstødte krigere da nøden er størst:

We were the warriors of the north
Notorious and brave
We’d never lost a fight in war
We feared not the grave

Selv sagt ender det i mod, heltedåd og offervilje, efter et nummer hvor Amon Amarth flirter med prog metal, i form af mange tempo- og stemningsskift. Endnu et vellykket metaltogt, der demonstrerer bandets indiskutable talent for musikalsk pomp og pragt, krydret med en overdrevet episk fortælling.

På mange måder er Amon Amarth alt for meget, der er egentlig ikke noget loft for musikken, for der skal være frit udsyn til himlen, så de kan fægte med arme, ben og hår efter den. Men de har et forbandet godt øre for en fængende melodi, og total styr på struktureringen af de opblæste numre, så det aldrig helt kollapser eller eksploderer. Kender man bandet, så er der nok ikke ligefrem nye landvindinger at finde på Deceiver of the Gods, det er mere af det samme. Og er man ikke fan af vikinge metal, så kan man nok også hurtigt køre lidt død i det kulørte univers.

Men er du fan, så er der musikalske højdepunkter og testosteron nok på pladen, til at lokke dig med på endnu et erobringstogt med de svenske vikinger.

Anmeldt af Kodi

Læs vores live anmeldelse af Amon Amarth’s koncert på Copenhell HER

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul,  metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here