RF10: Alice In Chains – Orange Scene, fredag ******

0
1067
views

Grunge legender smed fortidens lænker

“We deal with our daily demons through music. All of the poison that builds up during the day we cleanse when we play”
Da Jerry Cantrell udtalte disse ord i start 90erne var der nok ikke mange, inklusiv ham selv, der havde regnet med at de ville stå på en scene som Orange i 2010, med et nyt album i rygsækken og en ny frontmand foran mikrofonen.

AIC blev af omveje dannet under det nuværende navn i 1987, af guitarist Jerry Cantrell og forsanger Layne Staley i Seattle/Washington. Dermed blev de en del af den spirende musikscene i byen, der eksploderede få år senere og gjorde mange til millionærer, og sikkert flere til narkomaner dømt til undergang. Det sidste afspejlede sig dog i bandets tekster fra begyndelsen, med titler som ”We die young” på debut albummet ”Facelift” fra 1990, og stort set samtlige numre på mesterværket ”Dirt” fra ´92, hvor misbrug var et gennemgående tema.

Efter nogle fede år i start 90erne gled bandet langsomt ud i glemslen, sammen med den aftagende grunge bølge, men desværre også samtidig med et tiltagende heroin misbrug hos Layne Staley. AIC har solgt omkring 30 millioner albums på verdensplan – en alt for stor del af pengene derfra brugte Staley på at fylde sine blodåre med Junk, indtil det tog livet af ham i april 2002. På det tidspunkt havde AIC ikke udgivet et nyt album i 7 år, og ikke spillet en koncert sammen siden 1996 – og kommer heller aldrig til det i original besætning.

Det var derfor med enorm skepsis og vantro, at meddelelsen om et album med nye sange, skulle være klar til udgivelse i efteråret 2009, blev modtaget. Især med Staley’s utidige farvel til denne verden og et relativt uprøvet navn, William Duvall, som afløser.Jerry Cantrell havde altid leveret hovedparten af teksterne til bandets stærkeste numre, og deres lyd havde været domineret af vokalharmonier, hvor Cantrell´s stemme også var meget markant. Så det hele hvilede ikke udelukkende på Duvall´s stemmebånd, men alligevel frygtede man det værste, især med den lange pladepause i mente – ville det her overhovedet være Alice In Chains navnet værdigt?

Albummet viste sig at være endog meget solidt fra ende til anden, med 3-4 numre der ikke ville have været fejlplacerede blandt deres klassikere på de gamle albums. I det hele taget var ”Black gives way to blue” gennemsyret af alle de savnede AIC dyder og markerede et overraskende, men fortjent, comeback.

En ting er dog et album, hvor man kan gemme sig i studiet, og benytte sig af diverse tricks til at skjule eventuelle svagheder, noget andet er en live situation!

Og det er motivet for denne lidt lange indledning – for helt at kunne forstå eller værdsætte hvor god denne koncert faktisk var, så følte jeg det nødvendig at prøve på at sætte tingene lidt i perspektiv, og vise hvilke svære odds bandet var oppe imod. Man kunne sikkert sagtens have nydt musikken uden at ane noget om det her i forvejen, men der er også en vis risiko for, at nogen bare ville opfatte det som nogle stenede og indadvendte grunge veteraner, der stod og kedede publikum. Lad os bare få det ud af verden med det samme, det var LANGT fra tilfældet – faktisk var det her en større oplevelse end det næsten havde nogen ret til at være!

Did she call my name?
I think it’s gonna rain,
 When I die

Vi er ganske få minutter inde i AIC optræden, og Duvall’s knivskarpe vokal og Cantrell’s kværnende guitar blæser ud fra Orange, i en lydkvalitet sjældent hørt mere klar og stærk foran den store scene. Og tilmed tilpas højt! De forventeligt relativt få fremmødte er allerede i en form for trance pga. den fantastiske lyd aftenens første klassiker, ”Rain when I die”, bliver præsenteret i. Var man inden lidt nervøs for om bandet, og deres materiale nu kunne tåle at blive luftet en varm sommeraften i 2010, så må måtte man blot erkende, at bekymringerne blev gjort eftertrykkeligt til skamme. Grå, dyster og sumpet Seattle sludge rusker stadig lige så effektivt ”Them Bones”, som det gjorde i start 90erne.

I believe them bones are me, 
Some say we’re born into the grave, 
I feel so alone
, Gonna end up a big ole pile a them bones

Og det fik man så lov til at stå og brøle med på i sin genfremkaldte weltschmerz, men denne gang med glæde og begejstring, frem for en eller anden traurig teenage forvirring, og forvridning af virkeligheden. ”Dam that river” fulgte, og fuldendte den indledende tre trins klassiker raket ,der fik lettet gevaldigt i de tiltagende hash tåger på pladsen. Alt imens kunne man så stå og fundere over, hvordan bandet formåede at spille så forbandet tight efter så mange års pause – det virkede sgu næsten som om de var mere sammenspillede end da de sidst gav koncerter? Og med den unge William Duvall i selvsikker front, der tilsyneladende helt ubesværet gled ind på den ledige plads, en plads man ellers ville mene var tynget af en enorm vægt og nærmest urealistisk stort pres med Staley’s tunge arv lurende fra graven.

Fik man dog blot lige så meget luft igennem skallen, som den der kastede rundt med Cantrell’s fe-hår på scenen… men man fik lov til at koge godt igennem til endnu en fremragende version af en AIC klassiker, ”Again”. ”It ain’t like that” fra ”Facelift” gik over i aftenens første nye nummer, den meget fængende ”Check my brain”, der var et klogt og naturligt valg som 2. single fra ”Black gives way to blue”. At de sorte skygger måske er ved at lette fra bandets sind, men at det langtfra er blevet hvidt og lyst endnu, demonstrer den nye plades absolut bedste nummer, ”Your decision”, med skøn bittersød tydelighed

You feed the fire that burned us all
When you lied
, To feel the pain that spurs you on, 
Black inside
No one plans to take the path that brings you lower, 
And here you stand before us all and say it’s over, 
It’s over
It might seem an afterthought,
Yes it hurts to know you’re bought
It’s your decision
, It’s your decision

Så bliver det vist ikke meget mere broken heart grungey, på den fede og maskuline måde naturligvis. Her viste Duvall igen, og det næste kan vel nærmest opfattes som blasfemi, at han muligvis er en noget mere nuanceret sanger end Layne Staley, og besidder en vokal med et bredere og mere interessant register. Men på karisma fronten er han stadig bagud i forhold til den faldne frontmand – dog kan mand næsten ikke klantre ham for det. Staley’s personlighed og udtryk passede på alle måder bare perfekt ind i AIC mørke univers.

Efter de 2 afstikkere ind i det nye materiale, som bevidste at disse sange sagtens kan stå distancen sammen med klassikerne, vendte Cantrell & co igen blikket mod fortidens mørke, med den medrivende melankolske ”No Excuses”, fra den overordenligt succesfulde ”Jar of flies” EP fra 1994. Konstant måtte man knibe sig selv og sidemanden i armen for at konstatere ”er det rigtigt det her? Hvor er det bare fucking fedt”, det og nå ja – for ikke at koge over pga. varmen og andet der var i luften.

Den slæbende ”Leasson learned” og syre bobleren ”Accid bubble” var de sidste 2 sange af nyere dato AIC valgte at tage med i sættet, en tilpas mængde nyt alt i alt. Publikum mistede ikke tålmodigheden pga. for mange mindre kendte toner, og bandet fik demonstreret klart og tydeligt at de stadig har noget relevant gemt i de dunkle hjerter, der banker for klassisk hård rock.

And yet I fight
, This battle all alone, 
No one to cry to, 
No place to call home

Layne Staley’s slidte hjerte gav op for snart mange år siden, og sangen ”Nutshell” var bandets rammende hyldest til ham denne aften.

If I can’t be my own
, I’d feel better dead

Spillet og sunget himmelråbende og næsten uvirkeligt smukt af bandet, understøttet af Danmarks største frilufts herrekor på dyrskuepladsen… Jeg har svært ved helt at beskrive HVOR flot denne sang lød denne fredag aften, men det var uden tvivl koncertens og årets festivals smukkeste højdepunkt for mig personligt – and by the sound of it i wasn’t the only one.

Efter dette rørende øjeblik blev et af AIC’s første fede numre, ”We die young”, spillet, men lige nøjagtig hvornår gik lidt tabt i den afsluttende hit parade stener optur. Den bidske ”Angry Chair” skruede op for attitude og tempo igen, før man kunne slippe hele ungdoms raseriet ud til monster Mtv megahittet ”Man in the box”. Et nummer der blev leveret med så meget nerve at man kunne se musikvideoen for sig!
Netop nerve, intensitet og ikke mindst autencitet var hovedingredienserne i AIC’s fremførelse af disse gamle travere. Hvilket sammen med den nævnte perfekte lyd gjorde, at musikken og sangene ikke havde mistet noget som helst af den råstyrke og vitalitet, som de har på de respektive albums – der trods alt har 15-20 år på bagen og udsprang fra en noget anden tid. Al ære og respekt til et gendannet orkester, der på den måde formår at puste nyt liv og tilføre masser af ilt i deres ellers forlængst døde grunge grundvand.

Det her var ikke bare en cash cow, der modvilligt skulle malkes for de allersidste sørgelige dråber endnu engang, for så havde riff og rytme i den mesterlige ”Would?” næppe stadig lydt som en aggressiv og viril tyr!

Punktum for en koncert der var bedre end man havde turdet drømme om, og grænsede til det perfekte, hvad det så end måtte være, blev hymnen over den alle, anti-krigssangen ”Rooster”. Er der blevet spillet mere originale, banebrydende og relevante koncerter på Roskilde (bare i år?)? Sikkert, men det her glemmer jeg nok aldrig – så hvad betyder alle de fine ord så egentlig for oplevelsen? Det her efterlod et blivende indtryk, og som en klogere mand end mig, fyldt med klicher, engang skulle have sagt, så ruster gammel kærlighed aldrig – og det gør mine lænker til grungen og Alice In Chains åbenbart heller ikke.

Ain’t found a way to kill me yet


Eyes burn with stinging sweat


Seems every path leads me to nowhere


Wife and kids household pet


Army green was no safe bet


The bullets scream to me from somewhere

KODI

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here