Alabama Black Snakes: Shake It Like The Lord Ain’t Watching ***** (5/6)

0
2144
views

Alabama Black Snakes bider fra sig med svingende sydstats sump-blues, boogie-rock og stanken af sved og sprut. Slangen vrider sig i lange stræk labert og smittende, men savner lige det sidste alvorlige bid inden man dratter fuldstændig om af glæde.

Rhythm N’ Loose, er den betegnelse bandet selv giver deres musik, og man forstår den. Shake It Like The Lord Ain’t Watching danser løssluppent afsted, så det spjætter i bentøjet og leveren allerede er begyndt at brokke sig. Det er tydeligt at Alabama Black Snakes forsøger, at leve sig helt ind i rollen som forsumpede sydstatsmusikanter, der spiller op til det lokale bonde-bal, og det lykkes også næsten at ramme stilen hele vejen igennem.

Der hvor jeg enkelte gange får “problemer”, og bliver revet lidt ud af deres ellers gennemførte univers, da ryger den autentiske følelse en smule og numrene kommer til at lyde lidt som genre-pastiche. Men mere om det senere, for Alabama Black Snakes lægger ud med stil.

“Dringing With Myself” slæber sig ud af den tilrøgede bodega med sløv dagslyssky dranker-blues, enkel instrumentering og let rallende morgen-vokal. Det stinker på bedste vis af heldagsdruk, smøger, sved og sikkert også tis. Tempoet sniger sig i vejret og nummeret ender i en fræsende afslutning, hvor forsangeren lyder tiltagende desperat og rablende. Så er stemningen ligesom slået fast med manér og overbevisende kraft, imens ens fusser er trampet varme og man er klar til at forsætte festen.

Det sker med den fremragende “Ol’ Doctor”, der swinger så gamle Skynyrd havde været misundelige. Alt fungerer i dette nummer, fra opbygningen, den klassisk rockende guitar, de smittende trommer, “uh uh uh” mandekoret, lidt spredt mundharmonika og en vokalpræstation med masser af flabet attitude, på den måde der virker indbydende, og ikke irriterende. Hvis du kan stå stille til denne sveddryppende perle, så burde du ringe til den gamle doktormand.

Doktoren burde måske også tjekke op på Slim, Red, Jones, Louis og Hank, som Alabama Black Snakes kækt kalder sig, efter man har lagt til ører til den pænt vanvittige “Lightnings And Opossums”. Her går der turbo-tempo galninge boogie-blues i sagerne, med manisk klingende vokal og generel musikalsk gøgleri. Det er sublimt. Medrivende som bare fanden, skørt, dansevenligt og fængende. Selv om det lyder som sjov og ballade, så lyder det stadig seriøst nok til ikke at ende i pjank, pjat og selvparodi – en ellers hårfin og vanskelig balancegang, som man nemt kan knække nakken på. Jeg kunne næsten have ønsket mig endnu mere af den slags velmenende vanvid på Shake It Like The Lord Ain’t Watching, men måske havde det været lidt trættende i længden, så en enkelt afstikker ud i komplet galskab virker passende.

Det velsmurte orkester slipper speederen for en stund på “Underdog”, der med Tarantino-stemning sniger sig ud mod solnedgangen på en støvet landevej. Igen er det lille stilskifte vellykket, og emmer af autencitet og en lummervarm atmosfære, der er ramt perfekt. Man føler der lurer en fare et sted i den stille desperation, alt virker måske tilbagelænet og cool, men kan eksplodere i et blodbad ud af ingenting, hvornår det skal være, ligesom som hos Quentin T. “Underdog” rummer måske også den største vokalpræstation på pladen, hvor vi befinder os et sted mellem dranker-croon og Glen Danzig/Jim Morrison. Men hvad er det lige der mangler? Koklokke! Den får man heldigvis på den efterfølgende “Well, Girl”, der rusker lidt op i slangen igen efter den slappede af i varmen på “Underdog”. “You turn me on/ lord knows”, slangen lever tydeligvis på “Well, Girl”. Det er simpelt, men effektivt, og krydres med Alabama Black Snakes’ hang til små temposkift og leg med instrumenterne, inden Skynyrd guitaren bærer os i mål. Lidt en bagatel, men en fin en af slagsen.

Der spilles for alvor op til fornyet dans på “Maker, Break Me” og “Save The Boogie”, imens vi langsomt nærmer os afrundingen på det 9 numre lange album. “Maker, Break Me” tonser måske en snert for meget ud af the highway til mig, de trætte danseben stepper som små trommestikker for at følge med, men energien er god, og ja – smittende, ellers havde jeg nok bare sat mig ned. Det hele føles dog en anelse febrilsk, men nummeret løber ikke fra Alabama Black Snakes, der endnu engang får understreget, at de behersker mange varianter af sydstatsrocken. Sangen “lever” dog ikke helt i samme grad som de tidligere nævnte titler, og det bliver lidt for meget stiløvelse for mig. “Save The Boogie” er brummende trucker-boogie, lige til at hive i hornet til, “båt båååt” af banen. Det er er for så vidt glimrende udført og stemningsskabende, men teksten bliver lidt for tilstræbt “autentisk” for mig, med en fortælling om en “mamma-jamma” i “Mississippi”. Intentionerne virker gode og ægte, men det her er et af de få øjeblikke, hvor Alabama Black Snakes kommer til at lyde lidt for meget som en genre-pastiche for undertegnede. En skam, for that southern feeling er egentlig, igen, ramt godt i melodi og overordnet stemning, men teksten bryder illusionen.

Den efterfølgende “Lord Have Mercy” BURDE egentlig lide under samme problem, da vi igen befinder os i nærheden af noget der lyder lidt som stiløvelse. Det er klassisk sump-blues i nedsat slæbende tempo, enkel instrumentering og en gudfrygtig atmosfære som man har hørt mange gange tidligere. Men her holder Alabama Black Snakes sig til en meget simpel og almengyldig tekst, uden brug af sydstatsjargon og slang, der let kommer til at virke en smule påtaget, så klassisk udført, at det ikke kan gå galt. Og det holder. Bandet lyder, som om de sveder længselsfulde amerikanske dråber lige fra hjertet, i en enkel fortælling om “mig og hende”, og alle de ting hun får vores hovedperson til.

“Dunnobody Know” lukker sydstatsballet, ligesom det første nummer “Drinking With Myself”, så er tempoet lavt, men tungt kværnende og intenst dirrende. På den måde rammes albummet fint ind, med to numre der både kunne fungerer som starten eller afslutningen på en ordenlig tur på et lummer-varmt værtshus. Starten af “Dunnobody Know” lyder næste som de første toner af Beta Satan’s “666”, men det er nok mere et tilfælde end tiltænkt. Et lækkert sumpet nummer, der lyder lidt hen ad klassisk “arbejdssang i marken”, eller “middagspause i den bagende sol, på ladet af éns pick-up truck”.

Alabama Black Snakes rammer stemningen fra de amerikanske sydstater spot on et langt stykke af vejen på Shake It Like The Lord Ain’t Watching, men med et klædeligt strøg af personlighed og dansk hillbilly mentalitet. På en måde minder det mig om meget tidlig D.A.D., ikke rent musikalsk, men på den måde, at de tager noget typisk amerikansk og giver det et dansk twist. Ligesom D.A.D. opfandt “Cow-punken” og talte køerne, så lykkes Alabama Black Snakes med at skabe deres egen danske snog-boogie/blues. Kald det hvad du vil, er en forbandet fornøjelse at lægge ører til. Enkelte steder lyder det lidt for konstrueret, som på “Save The Boogie”, men det er måske bare mig?

Det her er en plade du ikke bør snyde dig selv for, og kunne forestille mig at det rusker og rykker endnu mere live. Indtil da er bandet lykkedes med at skabe en velspillet og vanedannende drukfest plade, som er både sjov, underholdende og tilpas seriøs til at det ikke fremstår som en parodi. Det giver 5 små stjerner og et ønske om “more cowbell”.

Anmeldt af Kodi

Alabama Black Snakes har fået banket en video sammen til nummeret “Maker, Break Me”, here we go:

Sving forbi Alabama Black Snakes på Facebook

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here