Agent Fresco + Leprous, Atlas 23/11 2017 ★★★★☆☆

0
240
views

Mens Savage Rose underholdt på Voxhall, bød lillebror-spillestedet Atlas på to (måske tre?) bud på, hvor metal-genren kan bevæge sig hen. Agent Fresco og Leprous kom torsdag aften med to nordiske bud på, hvordan man tager elementer fra metal og laver noget nyt.

I 00’erne fik nogen den lyse idé at metal skulle udvikle sig til noget, der var pænt, poleret og enten med en forsanger med utrolig meget overdrive-effekt i sin sangteknik – eller rap. Det kaldte vi NU-metal og rocken har siden været nødt til at kigge bagud for ikke at fortabe sig i noget uholdbart.

Derfor er det også modigt at gøre endnu et forsøg på at udvikle på metal-genren, og uden at sige at det har været deres motivation fra starten, så virker det til at det er det felt, Leprous og Agent Fresco opererer i – for der er uomtvisteligt tale om bands, hvor der er stærk inspiration fra metallen. Skarpe og teknisk udfordrende riffs, super teknisk trommespil – her og der med dobbelt stortrommepedal – og headbanging-indbydende passager, var hvad vi blev budt på til aften.

Endda den i dag lidt komiske høje vokal kendt fra Dio og Dickinson havde begge bands samlet op. Men hvor oplæggene var uskolede, bød begge af aftenens headliners på særdeles skolet vokal og udtryk.

Det er lidt kontekst for en ellers tåget aften på Atlas.

Jeg ankommer ca 20.30 og får dermed kun de sidste toner af Astrosaur, som virker til at have smadret godt igennem. Atlas er godt fyldt op af et tilsyneladende meget ungt publikum, som jeg nok for nogle år siden ville have kaldet domineret af EMO-kids, men i dag skal man nok ikke være så vaks med at putte folk i bås. Der var i hvert fald godt med folk…

Agent Fresco ★★★★☆☆

Ca 20.45 går Agent Fresco på scenen. Med et virkelig pænt dansk introducerer forsanger Arnór Dan Arnarson det islandske band og med en pianist siddende med ryggen til publikum sættes en stemning af stramt holdt og dygtigt fremført musik; ikke et ord eller en antydning af kunstig arpeggio på klaveret her; hver tone slås an på instrumentet og trommeslageren lader sine vilde afrokrøller flyve, mens han lægger et tight (uden klik!) beat til at komplimentere.

Arnarson karter rundt på scenen, mens han giver sine første lektioner i kontrol over især de højere registre. Der er musik i det her og især trommespillet er langt ud over, hvad man kunne kalde at slå på trommer; der er evner og musikalitet i spillet.

Første nummer har dermed et vidst balladepræg, men snart springes der over i et regulært screamcore-intermezzo, hvor pianisten har skiftet klaveret ud med en toppet fender-guitar spillet i ’hårde firkanter’. Ultra tight.

Det, der gør dette specielt er, at det ikke er smadder. Akkorderne er poppede og selv om Arnarson screamer ind over, så er der noget melodisk poppet over hvad trommeslager, guitarist og bassist spiller. Og det bliver kendetegnet for aftenen: der er tale om folk, der formodentlig er rundet af metal, men som nu spiller noget, der gør at på den ene side kan alle detaljer høres (da de ikke drukner i distortion), men på den anden side bliver det aldrig sådan rigtig metal-potent.

Om det er meningen eller blot et udtryk for, at Atlas har en slem, slem tendens til at æde bas, skal jeg ikke kunne sige. Men da Agent Fresco er færdige er det et underligt ’fadt’ udtryk, der står tilbage; det har aldrig været potent – men dog dygtigt fremført.

Men nu foregriber jeg muligvis analysen.

Der leges med skæve taktarter og headbanging-værdige riffs, men da vi når til fjerde nummer får vi en soulet sag. Og der går der en prås op for denne anmelder; for Arnarson er super skarp i falsetten og de høje registre. Men først når man har noget ballade-materiale står det helt tydeligt frem, at manden er rundet af en sangskole, der har fokus på soul og disse teknikker. Resultatet er i de fleste numre, at falsetten sidder lige i skabet og lyder langt, langt bedre og er langt mere præcis end de ovennævnte (nu delvist døde) di(n)osaurer.

Det er heller ikke udtryk, der savnes og vi får altså nogle effektive numre. Men samtidig er det heller ikke hverken mere tight eller dramatisk end en god koncert med danske Dúné. Ja, jeg ved godt, at Arnarson har en bedre teknik og nok også stemme og at de to bands nok vil noget meget forskellige. Men det tighte og skarptskårne kombineret med en pop-appeal har de dog begge til fælles. Og hvor danskerne bruger det smadrede og potentielt potente som effekt og ellers er et popband, virker det lidt som om, Agent Fresco har den modsatte tilgang. Ikke at det ene er bedre end det andet – de når bare på hver sin vis frem til et lignende udtryk.

Men Agent Fresco har altså et problem. Om det er Atlas, der er på spil med sin bas-sult, der synes at opsluge al bund, eller om det er bandets udtryk, ved jeg ikke. Men mellem bassist og guitarist mangler jeg simpelt hen noget bund. Guitaristen har en meget toppet lyd i forvejen (og spiller for øvrigt fremragende), mens bassen er der uden at gøre væsen af sig. Men jeg er ingenlunde overbevist om, at bandet ikke ville være bedre med en rytmeguitarist til at lægge noget bund og smadre igennem i de passager, hvor arrangementerne lægger op til det.

Vil det betyde, at man sorterer store dele af publikum fra ved at skabe et udtryk, der kan mærkes? Jeg håber og tror det ikke…

Der er ingen tvivl om, at Arnarson er en oplevelse i sig selv og kun en enkelt gang sidder den svære vokal ikke lige i skabet. Under sidste nummer, ‘The Autumn Red’, vælger han endda ikke blot at gå ud blandt publikum (hurra for in-ear monitor!), men også at stille sig op på mixerpulten bagerst i lokalet.

Det kan muligvis lyde som om, jeg er meget kritisk overfor Agent Fresco. Men i den sidste ende var det en god oplevelse og interessant at se hvordan tre musikere og en forsanger kan lege med at udvikle på metal-genren. Og der er masser af talent i projektet – samt en fanbase, der gladelig skreg med på sangene.

Jeg mangler dog noget bund og potens og selv om jeg kunne forestille mig, at det er en disponering for ikke at drukne den til tider sarte vokal, så virker det på aftenen som en fejl.

Fra Island hopper vi til Norge hvor Atlas fik besøg af…

Leprous ★★★★☆☆

Alene i antal af musikere (to guitarister, en bassist, trommeslager, forsanger + synth-spiller og cellist) har norske Leprous en fordel; det er nemmere at opnå et højt lydtryk og ramme flere frekvenser, når man er flere på scenen.

Inden vi når dertil, har cellisten åbnet med ti minutters fremvisning i, hvad en cello med forstærkning og en loopbox kan skabe af musik. Stærkt stemningsskabende, men også en kende sært…

Ret præcist ti minutter efter kommer hele bandet på scenen og starter ud. Og apropos metal; mindst én guitar har flere end seks strenge. Det betyder desværre dog ikke – i hvert fald ikke i starten af koncerten – at vi får mere bund. I front har vi den teknisk måske ikke så dygtige som Arnarson Einar Solberg, som dog har helt styr på sine høje toner og sit udtryk. Hans bidrag på en lille synthesizer er desuden til tider bærende for udtrykket.

Og publikum er med. Var de ikke allerede oppe at køre under Agent Fresco, så kører det nu. Taktfaste klap og nik dominerer i starten af koncerten og igen er der tydeligvis fans på gulvet. Der spilles lange numre og i tredje nummer viser det sig, at Atlas ikke kan spise al bas. For i et nummer, der bølger frem og tilbage, men til slut ender ud i et larmende klimaks, får vi alligevel ikke bare bassen at mærke i maven, men også i ørerne. Skønt!

Der spilles tight og til tider næsten maskinelt – dog hele tiden med tydelig vokal – og flere gange tænker jeg at udtrykket ikke er langt fra Veto; næsten industrial-agtigt men med skarp vokal (her taler jeg om Vetos to første plader, forstås).

Leprous lever som Agent Fresco af en stærk frontvokal, men byder også på kuriøse ting som en cellist, der pludselig føler trang til at gå frem på scenen og headbange – og en mere massiv lyd end Agent Fresco. Uden at den bliver sådan rigtigt metal-potent. Og når der larmes, bliver det aldrig rigtigt kaotisk eller potent nok til at man ikke konstant tænker, at de fleste metalbands ville have overhalet indenom. Men Leprous har jo så variationen at gøre med, hvilket mange metalbands bøvler med…

Et højdepunkt bliver ‘The Weight of Disaster’, der rammer noget i kontrasterne mellem stille, vokalbårne vers og smadret omkvæd og Solberg, der ellers har holdt solidt niveau, brænder igennem her.

Der cykles imellem symfoniske numre (dog uden at synthen bare bliver en masse rumklangsstrygere) og mere ’firkantet’ metal-inspirerede numre og ofte ser vi de to elementer blandet sammen. Solberg styrer slaget, men der headbanges også fint med fra guitarister og trommeslageren får – for øvrigt midt i hans yderst kompetente spil – også smidt trøjen.

Efter 12 numre er det af med bandet, og da de er tilbage, er det med en drøj, tung sag, der viser at hvad bandet måske har savnet i dybe toner og potens egentlig bare var for at holde posen lidt lukket, inden den her under encoret åbnes fuldt ud. Man kan nærmest høre Atlas gnaske løs på bassen, men ikke følge med…

‘Rewind’ bliver dermed det sidste, potente indspark på en aften med to stærke bud på hvad metal kan være, hvis det ikke bare skal fortsætte i gamle spor.

Torsdag aften bliver dermed især interessant i forhold til, at der her er to bands, der trækker på metal-hamler, men også piller noget af det vilde, kaotiske og i essensen bøvede ud af genren. Og hvor Agent Fresco virker til at være et band, der kunne udvikle dette til noget særdeles interessant, fremstår Leprous mere som et færdigt produkt. Og det er lidt ærgerligt. For gode sangere (som begge bands uomtvisteligt har) koblet med et varieret metal-udtryk burde kunne tage genren langt.

Jeg tror bare ikke, vi nåede dertil på denne torsdag på Atlas.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here