Against Me!: Transgender Dysphoria Blues **** (4/6)

0
1893
views

På gruppens sjette album tager Laura Jane Grace et fandenivoldsk og ørehængende livtag med sit kønsskifte og den diskrimination, mange transkønnede oplever. Resultatet er en stærk punkplade, der desværre svigtes en smule af ringe produktion.

De profetisk anlagte blandt os skulle måske have forudset Laura Jane Graces transformation – sporet var der allerede i 2007 på ‘The Ocean’ fra albummet ‘New Wave’:

“If I could have chosen / I would have been born a woman / My mother once told me / She would have named me Laura.”

Som Tom Gabel var Laura Jane Grace en af de mest besnærende punkvokalister på denne side af århundredeskiftet, og det er der ikke rokket en tøddel ved. Vredladen snerren og energi vælder lytteren i møde, og fra første taktslag er der tryk på, som det hører sig til i genren. Pladen igennem er melodierne fængende og kompetent skruet sammen. Musikalsk har formlen ikke ændret sig siden ‘White Crosses’ fra 2010, og minder fortsat en del om The Replacements og The Clash, ligesom vokalarbejdet står i klar gæld til Billy Bragg – begge dele bestemt positivt ment.

Albummets store tilløbsstykke er naturligvis temaet; forsanger Laura Jane Graces kamp med en kønsidentitet, der ikke flugter med det køn, hun er født med. Det er et stærkt, personligt emne og – i denne udenforståendes øjne – tacklet med krum ryg og et trodsigt udtryk. På åbningsnummeret lyder det eksempelvis:

“You want them to see you like they see every other girl / They just see a faggot / They’ll hold their breath not to catch the sick.”

Transgender Dysphoria Blues er ikke et egentligt konceptalbum, men temaet trækker tydelige tråde i de fleste sange. Et de få numre, hvor transkønnethed ikke er et centralt tema, er det stadig meget personlige ‘Two Coffins’, skrevet til Laura Jane Graces datter. Sangen er også beviset på, at det skam godt kan lade sig gøre at skrue en rørende ballade sammen på punktid, her 2:21.

Samlet klokker albummet ind lige under 30 minutter for ti numre. Det er hurtigt overstået, men fortjener flere gennemlytninger. Derfor er det trist, at mixet ofte svinger mellem mudret og uopfindsomt. Vokalen står generelt klart frem og trommespillet er overbevisende, men på eksempelvis ‘Black me Out’ forsvinder rytmeguitar og bas i dunkelt rod. Det kan skyldes, at albummet er indspillet på gruppens eget selskab, Total Treble Music, med deraf følgende lavt budget og dårligere studieforhold.

Produktionen står Laura Jane Grace selv for, og mix er håndteret af Billy Bush, som ellers har CV’et i orden. Den på visse punkter decideret dårlige lyd er en skam, når man nu har Fat Mike fra NOFX på bas og trommerne besat af Atom Willard, der tidligere har tævet skindene i The Offspring og Social Distortion. Et så stærkt lineup fortjener bedre lyd, hvilket også ville have kastet den femte stjerne af sig.

Virkeligheden for mange transkønnede er fordømmelse og udstødelse. Som gruppe er transkønnede tragisk overrepræsenterede blandt psykisk syge, hjemløse, prostituerede og selvmordere. Med Laura Jane Graces ord bliver det til:

“Spread out face down on those stained, cheap hotel sheets / She spent the last years of her life running from the boy she used to be / Cut her face wide open / Shaved the bone down / Then pumped her lips up exaggerated / A fucked up kind of feminine.”

Uden det personlige præg, ville Transgender Dysphoria Blues sagtens kunne stå som en rask omgang punk. At Laura Jane Grace selv har været igennem meget, giver albummet en enormt ægte og direkte følelse. Anderledeshed er aldrig problemfrit, men transkønnede er så gennemdiskriminerede i snart sagt alle aspekter af dagligdagen, at der netop er brug for et soundtrack for den rettighedskamp, som burde have langt flere åbenmundede støtter og mere momentum end tilfældet er. Da Laura Jane Grace proklamerede sit kønsskifte i Rolling Stone for to år siden, blev hun med ét en af de mest prominente repræsentanter for transkønnede og et symbol med en prisværdig attitude.

Både som punkalbum, personlig beretning og politisk opråb aftvinger Transgender Dysphoria Blues derfor respekt.

Anmeldt af Mikkel Lanzky

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here