Ærkenbrand: Earthen Head ★★★☆☆☆

0
382
views

Hvem skulle have troet, at der på ellers idylliske Djursland findes et eksperimenterende folk-noise band, der kan indspille lyden af mareridt? Det er der, og de hedder Ærkenbrand.

Ærkenbrand er sådan et band, der har ligget og luret i undergrunden i Aarhus noget tid. Jeg får netop billeder på nethinden af et eller andet overnaturligt væsen, der har ligget på lur under vandoverfladen i en mose, når jeg lytter til Ærkenbrand. Et væsen, der allerede har en EP og nogle kassettebåndsudgivelser bag sig og der har været en snert af undergrundshype omkring dem. Earthen Head er deres første fuldlængdeudgivelse, og den er lidt af en mundfuld, på godt og ondt.

Otte numre har fundet plads på albummet, som i perioder lyder som en mørk forgård til helvede, og andre gange blot som om, man er et sted ude i den ubarmhjertige natur, omgivet af noget andet og mere, som man ikke helt ved hvad er, lurende i skyggerne… Albummet åbnes med titelnummeret, ‘Earthen Head’, som fører lytteren ind i det dystre univers med sin forstyrrende blanding af atmosfærisk strengespil, støjende trommer og mørk og utydelig messen, hvor der også blander sig hviskende andenstemmer ind over her og der.

Ærkenbrand er i det hele taget dygtige til at opbygge stemninger, som har noget forstyrrende og uhyggeligt over sig, samtidig med at de sjældent forfalder til helt lette tricks, som at luske skrig og brøl ind i baggrunden – det er mere sådan en uhygge, der lurer i skyggerne. ‘The Aliens Have Landed’ er også enormt stemningsfuldt orkestrerede to et halvt minut, bygget op om et stemmesample, mens ‘Mirror’, har netop en indbygget snerrende brølen i de støjende instrumentalpassager, hvor bækkenerne får klø, mens den akustiske guitar glimter mere i støjen fra omkring halvvejs og nummeret ud.

Titlerne er måske også ganske indikative for, hvordan numrene lyder. Således lyder ‘Delusion (Untitled)’ netop som lidt af en knap 7 minutter lang, forvredet feberdrøm, mens der sikkert har været mange måder at dø på i Konstantinopel i 1132, men lige præcis hvilken, der henvises til på ‘Dying in Constantinople 1132’ står hen i det uvisse for mig, men her er vi ovre i et stykke atmosfærisk instrumental støjcollage. Her synes jeg det bliver en smule mindre interessant at være med i Ærkenbrand’s univers, som for mig står bedre udfoldet, når der er mere sangstruktur til stede i støjen og mørket.

Det er der for eksempel på ‘Grow Old Fear God’, som lyder som om det er optaget på en båndoptager i en fugtig betonkælder et sted, hvor det spøger. Ja, Ærkenbrand’s musik er ganske god til at fremmane billeder for det indre øje, og det er sådan noget, der snildt kunne være med i den slags gyserfilm, hvor det mere handler om det, man ikke rigtig ser, end det man ser. Der er også noget mørkt meditativt over passagerne, hvor man kan forestille sig nogle onde munke stå og messe i en forfalden kirke – eller noget lignende. Byg selv dine egne billeder.

Netop det, at man selv må fortolke, hvad det egentlig er, Ærkenbrand vil kommunikere til én som lytter, er en del af styrken. Jeg ved ikke om Ærkenbrand nogensinde vil blive lystlytning for sådan en som mig, men numre som ‘Øjegift’ har noget inciterende i visse passager, selv om jeg efter nogle gennemlytninger begynder at blive en smule immun overfor i hvert fald dele af Ærkenbrand’s univers, som også er ret minimalistisk i sin æstetik. Men blandt andre netop ‘Øjegift’ har nogle stærke dunkelt-melodiske passager, som jeg alligevel får lyst til at vende tilbage til.

Albummet lukkes med ‘The Æolian’, en titel som enten kan hentyde til enten nogle af de gamle grækere eller Vinden – at være vindblæst. Nummeret lyder måske mest som om, det hentyder til det sidste, med en forvrænget vokal som grundsubstans, der blæser lyd gennem lytteren. Her gives der heller ingen lette svar.

Ærkenbrand handler i mine ører meget om at fremmane stemninger og sindbilleder, med dunkelt fortegn, og det lykkes de i hvert fald med på Earthen Head. Det er særpræget og specielt, og med en tilstræbt minimalistisk æstetik og lydunivers, som for mig fungerer bedst, når de støjer og samtidig holder fast i sangstrukturer og melodier – og holder min interesse knap så fanget i de mere ambiente passager, lige som jeg heller ikke er voldsomt stor fan af lyden – det lyder ind i mellem som om det er optaget i en container, eller bliver spillet på en gammeldags båndoptager. Det vil andre givetvis synes bedre om.

Det er også en type musik, jeg har svært ved at se indtage en plads i min egen musiksamling som andet end et kuriosum, men omvendt, så er et mareridt, man ikke har lyst til at vende tilbage til, vel også et “godt” mareridt? Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg skal stille op med Ærkenbrand vurderingsmæssigt, for jeg synes bestemt, der ligger en lytteoplevelse i Earthen Head, og jeg tænker også at den har et publikum, men jeg er sikker på det ikke er bredt.

Nu har et bredt publikum aldrig været et kvalitetsstempel i sig selv, lige som et smalt publikum i øvrigt er det lige så lidt, så hvis jeg skal vurdere på min egen fornemmelse efter en håndfuld gennemlytninger, så er jeg bestemt ikke uberørt af lyttene, men omvendt er jeg heller ikke så voldsomt grebet af universet, at jeg får lyst til at lytte og dykke videre ned i mørket efter denne anmeldelse er færdigskrevet. Med Ærkenbrand er vi nok ude i begrebet “aquired taste”. Der er formentlig andre, der vil finde Ærkenbrands univers mere opslugende, mens andre igen vil gå langt udenom. Jeg lander lidt midt i mellem, og det er karakteren udtryk for.

Du kan finde Ærkenbrand på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here