A Road To Damascus: In Retrospect *** (3/6)

2
2360
views

Danske A Road To Damascus boltrer sig i et storladent pop-punk/emo-core/stadion rock univers med forbilleder som nyere Green Day og 30 Seconds To Mars. Det er selvsagt svulstigt og tenderer dårlig smag, og selv med de subjektive briller pakket væk, bliver det for meget over et helt album.

Den er svær, sådan en, man sidder med en udgivelse, hvor musikken allerede som udgangspunkt ikke falder i ens egen smag. Bandet har tilmed valgt at kaste sig over en genre, som også universelt har tendens til at være øretævernes holdeplads. Så kan man sige, at de selv beder om det, men samtidig er der jo ikke noget forkert i at kunne lide, og spille, musik som enten jeg, eller andre, selvbestaltede smagsdommere (med awesome musiksmag) ikke bryder sig om. Og A Road To Damascus lyder om ikke andet, så i hvert fald ligeglade med hvad andre måtte synes. Pluspoint for modet og at trutte ren røv. Men bilder dog mig selv ind, at jeg er openminded nok til at anerkende, hvis jeg syntes musikken var god – trods mine egne personlige smag.

Selv om In Retrospect rent teknisk, hvad end man måtte mene om musikken, er kompetent udført, så har jeg desværre meget svært ved at sluge den. Rent musikalsk er blandingen af netop disse genrer simpelthen for anmassende, påtrængende og dikterende – på den amerikanske måde med store armbevægelser. I stedet for at føle musikken, så føler jeg at den prøver at pådutte mig nogle sindsstemninger og emotioner igennem musikkens alt for ekspressive udtryk. Der er ganske enkelt ikke plads eller råderum til, at man kan få lov til at tænke selv, fordi musikken konstant skal gøre opmærksom på sig selv. Dermed ikke sagt, at jeg betvivler bandets motiver for at lave musik, eller at jeg siger de ikke har lagt ægte følelser, sved og blod i den. Det er er bare MIG der, som lytter, føler mig antastet og krænket.

Jeg har normalt en temmelig høj tolerance overfor “store følelser”, svulstighed og et bombastisk lydbillede, men selv jeg får lidt kvælningsfornemmelse når bandet tordner fremad og ud af starthullerne med numre som “All Said And Done” og Different Eyes” – åbningsduoen på albummet (fraset en kort intro kaldet “Untitled”). Førstnævnte blæser ind i ens sagesløse øregange med fuld skrald på samtlige instrumenter inklusive noget hektisk, nærmest manisk, tangentbasken, fra 0-100 på et splitsekund. Effekten er naturligvis, at det virker enormt overvældende, bare ikke på en god måde. Det massive lydtryk gør, at jeg straks får paraderne op, i mens jeg klemmes op i en krog. Efter et halvt minut slapper bandet lidt af, vokalen sætter i, det radiovenlige element hos A Road To Damascus vinder indpas, og nu bliver det lettere ubehageligt og påtrængende på en lidt anden måde.

Vokalen, der bestemt er egnet til denne form for musik, falder heller ikke lige i min smag. Nogen vil grangiveligt finde den meget behagelig, men for mig bliver det lige en tand for marineret og klistret. Den føøøøøler så meget, men ligesom selve musikken, er antydningens kunst en by i Syrien. Ikke dårligt – bare ikke mig. “Different Eyes” er endnu en storladen sag der griber ud efter FM-båndet med et catchy omkvæd og en opbygning der fungerer – der er næsten noget Carpark North’sk over det. Kompliment eller ikke-kompliment, så er det ikke fordi A Road To Damascus ikke kan skrive sange der fungerer (på disse præmisser) og det lyder virkelig labert produceret, men det hele er så STORT og frembrusende, at man bare har lyst til at råbe “SÅ SLAP DOG LIDT AF FOR HELVEDE”.

Det gør de så på balladen “Home Is Where My Heart Was”, der desværre lyder lige så fimset som titlen indikerer. Det er rart med et pusterum midt på pladen, og igen er nummeret som sådan kompetent nok udført, hvis man kigger helt nøgternt på det, men den følelsesladede klang er tæt på bogstaveligt talt at være kvalmefremkaldende for undertegnede. Den er lige til lydsiden af en ungdomsserie, hvor det unge elskende par, der virkelig har FØLT kærligheden, endelig kysser i slowmotion, i mens kameraet cirkler omkring dem.

Om ikke andet, så fremprovokerer numre som disse da en form for reaktion hos mig, værre er det når numrene ikke rigtig fremprovokerer nogen form for udsving. Jævnligt kører jeg død og kobler ud i løbet af In Retrospect’s 10 numre, og albummet kommer til at føles meget langt. Sange som de pompøse radio-rockere “Turn Of The Story”, “The Only Way” og albumlukkeren “Tried And True” fiser beklageligvis lige igennem øverste etage, uden at efterlade de store indtryk af nogen art. Medmindre man koncentrerer sig om at hører efter, så er de bare moderat irriterende.

Andre steder lader jeg mig næsten bevidst tirre af et nummer som “With All Due Respect”, et af den slags numre, der af en eller flere ukendte årsager provokerer én. I en sådan grad, at havde den flinke og veldresserede sang et ansigt, så havde man lyst til at stikke det en flad. Ikke fordi jeg tror sangen provokerer mig med vilje, med sine gode manérer og polerede klang, men fordi jeg ikke kan styre mine primitive drifter.

A Road To Damascus henvender sig tydeligvis ikke til folk som mig, men kan du lide de i indledningen nævnte inspirationskilder, så tjek dem ud. In Retrospect er et fint dansk bud på genren, men hvorfor det skal lyde så skinnende amerikansk, når verden i forvejen har rigeligt med bands der lyder sådan, forstår jeg måske ikke helt. A Road To Damascus skal dog have ros for at gå planken helt ud, og tilsyneladende blæse folk med en anden smag et stykke. Respekt for det, men In Retrospect gør bare ikke noget godt for lige netop mig.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

2 COMMENTS

  1. Hvorfor anmelde det? Du lyder som om du i forvejen ikke forventede en skidt af bandet? I har vel andre anmeldere?

  2. Hej

    Det har vi, og de har det ligesom, eller værre, end jeg med “genren”. Så kan man diskuterer om vi overhovedet skulle anmelde den, men som udgangspunkt er vi enige om ikke at dømme nogen genre ude på forhånd. Det kan man så mene, at vi måske alligevel har gjort her – men havde jeg syntes pladen var super god, ligegyldigt hvilken genre det er, så havde jeg også skrevet det – det er sket før;)

    Selve teksten er helt klart i den subjektive ende af skalaen, den bruger vi også og lægger ikke skjul på det, men det forsøges så opvejet ved, at give albummet en middel karakter i stedet for en dårlig.

    Tak for feedback, vi prøver hele tiden at gøre det bedre, ind i mellem er der udsving, hvis du synes der var det her – fair nok.

    Mvh
    Ken

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here