A Hero For The World: A Hero For The World * (1/6)

0
1122
views

Det sker ikke så ofte, at jeg efter at have lyttet en plade igennem adskillige gange har meget svært ved, at finde ud hvad jeg skal synes om den. A Hero For The World har udgivet et selvbetitlet album, der enten er galt eller genialt – lige meget hvad man hælder til, så synes jeg det er helt forfærdeligt.

Indledningsvis vil jeg lige sige, at intet i det følgende skal tolkes racistisk, selvom ord som “svensker” og “asiat” måske kan støde nogen. Jeg garanterer, at jeg føler lige stor apati eller ligegyldighed overfor stort set samtlige folkeslag, nationaliteter eller kontinenter i det kendte univers.

Da jeg første gang satte A Hero For The World (AHFTW) på, så troede jeg faktisk det var en form for spøg. Lidt research har dog umiddelbart klarlagt, at den skam er god nok, bandet er ægte og det her er en oprigtigt ment udgivelse. Og den lyder som noget der er løgn. Ikke på en ondsindet måde, faktisk er det periodevis grotesk underholdende at lægge øre til pladens bombastiske heavy metal, og ikke uden (ufrivilligt?) komisk potentiale. Men eftersom det åbenbart er alvorligt ment, og ikke et comedy album, så bliver det naturligvis bedømt ud fra disse præmisser.

Bandets historie kort, da den faktisk er ganske atypisk. De to svenskere Jacob Kaasgaard (Vokal, keyboard, sangskriver) og David Sivelind (guitar OG bas) har bosat sig i Filippinerne, med på trommer har de amerikanske Andy Gentile. På udvalgte numre leverer filippinske Louiebeth Aratan gæstevokal, med hendes lyse fe-stemme. Artwork er lavet af brasilianske Jobert Mello og hele herligheden udgivet på selskabet Jacob K (Hong Kong). Så det er lidt af en verdensdels-cocktail der serveres for lytteren.

Den musikalske cocktail består blandt andet af kæmpe guitar lyd, galoperende pendul trommer, episk anlagte og ofte absurd lange sange om herodiske temaer, frihed, at være fri, at være en helt, at verden mangler en helt – ja, samtlige tekster handler sådan set om variationer over noget med “helt” og “fri”. I mange af dem genbruges fraser og ord, tilsyneladende uden nervøsitet for at lyde uopfindsomme, hvis det da ikke bare er bandnavnet der gentages i én uendelighed. Kort sagt, så synes jeg det er en omgang indholdsløs skrammel. Det havde ikke været SÅ slemt, hvis ikke de blev “sunget” af en ekseptionelt opblæst og skrækkeligt vrælende forsanger. Man tror ganske enkelt at det er løgn. Der fraseres helt uden selvkontrol eller skam, hyles i vilden sky eller croones uskønt i mindre anfald af tilstræbt intimitet. Men han giver den kraftedeme fuld gas, det må man give ham. Momentvis frygter man for hans helbred, og man tænker “nu må han da besvime?” eller forventer at høre et kraftigt brag når hans hoved i bedste Weird Al Yankowic stil eksploderer, som set i introen til filmen Spy Hard. Intet af det sker dog tilsyneladende, og det er da om ikke andet ret imponerende når man har oplevet hans hæmningsløse vokal folde sig ud.

Så kan jeg vidst ikke trække den længere, on with the music! Udover den gennemgående klang af højragende helte epos, så dukker ord som “fantasy”, “Eventyr”, “storhedsvanvid” og “mytologisk” op når jeg lytter til AHFTW, med spor af tysk 80er metal tradition, hvor navne som Helloween og Gamma Ray kunne nævnes. Man kan ikke tage fra bandet, at deres lyd er enorm og virkelig stort anlagt, men i en sådan grad, at det går fra at være tilpas små kikset/kitchet, hvor jeg kan nyde dem som en art “guilty pleasure”, til at være blæst helt ud over det tåleliges ellers rummelige grænser. Albumåbneren “We Are Forever” og pladens sidste nummer “One Hope Of Light”, er på hver deres måde, glimrende eksempler herpå. “We Are Forever” tordner ud over de åbne frie vidder i et hæsblæsende tempo fra første anslag, imens  følgende tekst, plus lidt fyld, repeteres igen og igen:

Hey, we are forever
Rise, higher today
We will fight fire with fire
Hey, Forever we are (eller AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAREEEEE)

Imens instrumenter og forsanger kæmper om hvem der kan lyde mest anstrengt og på randen af kollaps, faktisk pisker trommerne så hurtigt og mekanisk af sted, at det næsten lyder som en trommemaskine skruet op til 11. Som lytter testes ens stress tolerance da om ikke andet fra start, men de evindelige gentagelser er udmattende for både krop og sjæl. “One Hope Of Light” viser den anden side af bandet, som i “DEN eneste anden side”, hvor de skruer tempoet klædeligt ned og i stedet går all-in på det storladne og episke – og det er sgu næsten lige så stressende og udmattende i længden. For lang, det er mange af numrene godt nok, men afslutteren tager rekorden med over 10 minutter, hvor de sidste 4, mindst, er komplet overflødige. Der lægges ud med nedbarberet stemning, stille guitarspil, vokalen under så meget kontrol som det åbenbart er fysisk muligt for Kaasgaard og så fuld tryk på “epic” indstillingen i sangopbygningen. Det nedtonede går hurtigt af hele det Melodi Grand Prix klingende menageri, især da den toppes af med et brølende “A hero for the world”, bare lige for at minde os om bandnavn og albumtitel. De sidste 5 minutter af nummeret består af den asiatiske gæste-fe’s halv-skingre, men dog tålelige, vokal som gentager og gentager og gentager det samme tekstuddrag over den stille stemning fra indledningen af nummeret – når hun ikke lige druknes af Kaasgaards helt ukontrollerbare vrælen. Godt pladen slutter her, ellers så VAR han blevet kvalt i sine egne lunger.

Resten af numrene fordeler sig mellem de to poler. “Eternal Shadows”, “Let It Go”, “Heaven’s Eyes”, “End Of Time” i det fræsende tempo, og “Free Forever”, “Alive” og “A Quest For The Brave” i det mere beherskede, plus det lille instrumentale intermezzo “Over Land And Sea”. Underholdningsværdien er i top i de fleste, minus “Alive” der som eneste skæring ikke rigtig gør noget væsen af sig. Problemet med underholdningsværdien er, at jeg kun kan holde til et nummer eller to af gangen inden det bare bliver voldsomt enerverende eller direkte angstprovokerende – jeg bliver sgu helt utryg af det her i større mængder. Det skyldes ikke mindst den overdrevne spilletid på alt for mange af numrene, less is more eksisterer ingenlunde i AHFTW’s gigantiske verden.

Inden jeg bliver opslugt af denne vanvittige verden, og den sidste snert af realitetssans bliver suget ud af mig, vil jeg lige fremhæve et par numre af de her hurtigt opremsede.

“Quest For The Brave” demonstrerer noget af det bandet trods alt kan, atmosfæren er voldsomt stor og rummelig – de holder ikke igen med virkemidler og fylder en bombastisk sag som denne helt ud med lyd. Desværre kammer det over, både pga. vokalen, som jeg snart er ved at løbe tør for tillægsord til at beskrive, men også en underlig klang i produktionen, som er et gennemgående problem på hele albummet. Det lyder muligvis episk og storladent, men det er på en måde hvor man tænker, at det er soundtracket til et japansk rollespil – indspillet til en Playstation 1’s teknologiske begrænsninger.

Ikke at kende egne begrænsninger er, som de fleste nok havde gættet, et udpræget problem på AHFTW. På den tempofyldte “Heaven’s Eyes” vil de alt for meget, som i de fleste sange, men nu hiver vi denne frem, hvilket resulterer i, at man ofte ikke føler at forsanger og musikken kan finde ud af at snakke sammen. Det gør at mange passager i sangene lyder “skæve”, ude af balance og som om et eller andet element i musikken ikke helt kan følge med – eller befinder sig på en anden side i sangbogen. Det hviner, buldre, hyler, brager og flimre løs uden sans og samling, så man som lytter ikke ved om man skal grine eller græde. Af og til griner man enten fordi man bliver forskrækket over en pludselig hysterisk frasering eller falset, eller man hulker lidt i afmagt over ikke at kunne følge med.

Om man kan håndtere Louiebeth Aratan’s bidrag på et nummer som “Free Forever”, der uden skam fletter svensk Melodi Grand Prix sound sammen med asiatiske toner, som skulle de nå et eksprestog til Kina, er nok smag og behag – om ikke andet, så tilføjer hun da noget ganske unikt til lydbilledet… ikke at AHFTW havde brug for mere for at skille sig ud. Igen tænker jeg konsolspil, nu blandet med noget James Bond tema og en overstadig svensker på Roskilde Festival, der lige giver et nummer fra “Melodifestivalen”.

Dette album har efterladt mig cirka lige dele forbløffet, overrasket, vred, forvirret, svimmel, skidt tilpas, underholdt, nervøst grinende og på randen af et mentalt sammenbrud. Du bør ikke snyde dig selv for oplevelsen! Er det dumdristigt eller modigt? Talentfuldt eller talentløst? Galt eller genialt? Det er vidst op til den enkelte lytter – jeg hælder til bindegalt. Tag det som en anbefaling eller advarsel.

Anmeldt af resterne af Kodi

A Hero For The World er tilgængelig på iTunes, Spotify, Amazon og som Limited Edition Digipak den 29. marts

Tjek videoen til “Eternal Shadows” ud, og man SKAL høre den færdig når man er begyndt – den er ikke engang det værste/bedste nummer på pladen!

Læs mere på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here