9000 John Doe: Redneck Is The New Black **** (4/6)

0
22973
views

Slip din indre bøllede knoldsparker fri, aalborgensiske 9000 John Doe er klar med en rå, upoleret og smittende omgang hillbilly hardcore på et underholdende album, som momentvis kæmper lidt med at holde motoren på fulde omdrejninger.

Det er sådan set også det største problem med albummet, enten har bandet ikke helt materiale nok til at holde den lettere primitive fest kørende over 11 numre, eller også når man bare et naturligt mætningspunkt for, hvor meget af bandets hjemmebrændt man kan hælde ned inden man dejser om. 9000 John Doe lyder som de har indspillet herligheden i en lille snusket bar, lad os bare sige at det lyder “rustikt” og “autentisk”. Men havde man poleret numrene op, var en stor del af den skramlede charme gået tabt og bandets kompositioner havde nok fremstået en anelse ordinære.

Albummet lyder som den slags skal lyde, og produktionen passer perfekt til det brølende og til tider dejligt “bøvede” materiale. Det her er et album der lyder, lugter og smager af rødt kød, dåsebajere og prut og sved. Så kan man måske argumentere for, at det er svært at fejle, bare man sætter barren tilpas lavt, men det synes nu ikke at være tilfældet her. Der er bare tale om en udgivelse der emmer af fest, farver, “gang i gajen” og uprætentiøs mandehørm – let the fun begin!

Pladen åbner med det der nok også er bandets bedste nummer, og et naturligt valg som single, “Redneck Is The New Black”. Musikalsk trækker 9000 John Doe veksler på metallisk hard rock, hardcore og en god, solid portion røvballe-heavy. Der lægges hidsigt fra land med et indledende growl og dernæst spyttende “hardcore” vokal, i mens musikken fræser fremad som en løbsk mejetærsker. Tanken om landbrugsmaskiner der stikker af eller bruges uhensigtsmæssigt, er forresten et billede der dukker op hos mig i løbet af de fleste numre. Vekselvirkningen mellem growl og skrig  benyttes ganske flittigt i løbet af albummet, af og til kammer det lidt over i mine ører, ligesom selve den skingre hardcore vokal godt kan blive lidt anstrengende i længden – men less is more er ikke et udtryk der lader til at eksistere hos 9000 John Doe, så det er ligesom en del af pakken. Take it or leave it.

Jeg har efter en del lyt klart mest lyst til at take it, selv om min første indskydelse under første gennemlytning var noget i retning af “hvad fanden er det her for en dynge kolort?”. Så fandt jeg ud af, at det nogle gange kan være ret befriende bare at slippe sit indre kreatur løs og drøne (tilsyneladende) formålsløst rundt på marken. Hvor “Redneck Is The New Black” piskes frem over stepperne med enorm energi og et ret fedt riff, så viser bandet på andre numre, at de har flere værktøjer til rådighed end “blot” dette.

Generelt er 9000 John Doe bare “cruisin’ for a bruisin'”, som de synger på den boogie-truckede “Devilish Blues”, pladens næstsidste nummer. Turen frem til dette nummer, og den fine afslutter “4 Bastards” er af og til lidt ujævn, og man undgår ikke helt følelsen af at der går en lille smule tonser-tomgang i den, i numre som “The House Rules” og “Snaps Till Death”. Men hver gang læsset truer med at gå i stå eller begynder at slingre mod grøften, så hiver bandet en skæring som “Devilish Blues” ud af ærmet og får hele møget på ret køl igen med catchy riffs og melodistumper, i denne her er det navnligt en lille opbremsning, hvor bassen får plads til at brumme og bygge lidt op, der giver nummeret det sidste lille touch.

Overordnet set er sangskrivningen måske lidt sjasket, forstået som, at der ikke rigtig er slebet nogle kanter til på den bunke blandede byggesten, 9000 John Doe baserer deres gyngende fundament på. Men følelsen af, at det hele kunne kollapse hvornår det skulle være, er med til at give udgivelsen er herlig følelse af uforudsigelighed, hvor bandets lettere dumdristige tro på at det hele nok skal holde, giver liv og spænding. Modet belønnes på en række medrivende og vanedannende skæringer som “Did She Say That”, “Like A Cannonball”, “Never Corner A Cobra” og “Country Zombie”.

Sidstnævnte er en herlig svejende og bumlende druk party metal rocker, der gæstes af selveste Jonny Hefty, der smider lidt karakteristiske rim ind i festen. Det burde ikke fungere, men det gør det og man tager sig selv i at ønske, at de måske lavede en EP med heavy-rapperen fra Ållern. Andre steder drejer festen i en mere AC/DC møder Kiss klingende retning på “Like A Cannonball”, med brølende mandekor, store huggende riff og en rytme der sætter kan i nakke og trampe-benet. Savner du koklokke at kokse ud til, så leverer “Did She Say That” en solid dosis, i mens man ruller rundt i mudderet ude på engen sammen med bandet.

Det er ikke ren fest og farver på Redneck Is The New Black, “Never Corner A Cobra” lyder, trods krybdyrs-titlen, som en olm tyr der lige er blevet vækket af sin lur og traver faretruende og dampende rundt i indhegningen, ventende på en chance til at stange løs. Det er øjeblikke som disse, der er med til at løfte albummet ud af ren “fjolle”-metal rammen, og give det nok skær af seriøsitet, så 9000 John Doe ikke ender med at fremstå som en selvparodi, der kun vil underholde.

Om det er held, dygtighed eller begge dele kan være lidt svært at gennemskue, men 9000 John Doe har lige selvkontrol og finesse nok til, at hele det rumlende vognlæs ikke vælter eller drøner direkte i grøften. Masser af gåpåmod, hjerte og muskelkraft er med til at løfte pladen op på 4 ganske solide og vanedannende stjerner. Det er nok ikke et album jeg lytter til 5 gange i streg, men til gengæld er det en af den salgs man gerne sætter på én gang om dagen, for lige at få et los i bonderøven.

Og så lyder det som noget der ville rykke en godt og grundigt rundt, når det bliver sluppet løs på en scene.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg 9000 John Doe på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here