GFR Fokus/Live: Northside Festival 2012 – del 2, anmeldelser lørdag

0
1135
views

Så nåede vi frem til lørdag, der på papiret så noget mere tætpakket ud for os end dagen før – og hvem er vi egentlig? Måske lidt uhøfligt først at gøre det nu, men håber vi bliver tilgivet. GF Rock’s delvist dynamiske duo på udflugt med selvdøden var: Bonde & Kodi. Det siger jer nok ikke det store, lad mig (Kodi) blot garantere jer – vi er ikke helt unge længere, men fanden om det skal stoppe os fra, at rocke og rulle det vi stadig kan, mest det sidste, drikke nogle øl og efter bedste evne forsøge at gengive hvad vi oplevede.

Første del af vores Northside blog, med mere overordnede betragtninger og anmeldelser fra fredagen, kan findes HER

Lørdag:

Eagles Of Death Metal ****
Lørdag, Blue Stage, 15:40

Lettere forsinkede, og forpustede, nåede vi frem cirka 10 minutter inde i deres koncert, der var lige en forstadsgrillfest som skulle lukkes ned. Således påvirkede af det bedste svinekød fra Aldi og kolde dåse øl, måtte vi nøjes med at høre de tre første numre fra den forkerte side af hegnet, på march igennem den århusianske forstadsidyl. Så blandt andet “Cherry Cola” blev indtaget under knap så optimale forhold.

Desværre spillede EODM kun omkring 40 minutter i alt, men det var en glimrende halv times løssluppen redneck røvballerock vi fik serveret. For dødsmetal ER jo ikke hvad de spiller, overhovedet. Frontmand, og primus motor i projektet, Jesse Hughes, var som altid en lækkerbisken at se på, den mand er uden tvivl et pragteksemplar af den menneskelige race, og ikke mindst one handsome fellow. Hvad mere vigtigt er, så er han en god performer på en scene – energisk, medlevende, tilstede i øjeblikket og i øjenhøjde med sit publikum. Der er sgu ingen arrogance eller distance at spore der.

Det gjorde også, at den omgang regn der lige mente den skulle svinge forbi pladsen, ikke spolerede den gode stemning, hverken på eller foran scenen. Der blev danset og svanset deroppe, leveret fine små anekdoter og ikke mindst en balje fadølsrock, der gik lige i vippe foden og fik fremkaldt brede smil – livet behøver sgu ikke være en jammerdal bare fordi man spiller rockmusik. En hyggelig, medrivende og dejlig måde at begynde sin festivaldag på. Og så gjorde det faktisk ikke så meget med den begrænsede spilletid, derved undgik man, at den truende monotoni satte ind og gik derfra med sult på mere “dødsmetal”.

The Hives ***
Lørdag, Green Stage, 18:45

Monotoni var der tilgengæld nok af under koncerten med svenske The Hives. Deres nyeste album fik jeg på ganske rimelig vis slagte andetsteds her på bloggen, men det skal siges, at de nye numre heldigvis lød knap så hæslige live. De lød bare forbandet ens, og som alt det andet de disker op med til koncerter, derfor er en time+, i deres ellers livlige selskab, også mere end hvad min koncentrationsevne kan håndtere.

De gæve naboer gjorde ellers hvad de kunne, med de begrænsede evner de nu har, og skabte momentvis en livlig og uforpligtende fest foran et feststemt publikum. Ligesom på det nyeste album, Lex Hives, lagde de ud med opfordringen “Come On!”, der naturligvis giver meget mere mening live end som indledning på et album. Og så blev enslydende sange ellers sprøjtet ud fra scenen i et flot tempo, rent teknisk, men fordøjelsesmæssigt blev det dog tungere og tungere at få ned som koncerten skred frem. Spredte lækkerier som “Main Offender” og deres all time greatest song “I Hate To Say I Told You So” fik dog fordøjelsen i gang igen, men The Hives er desværre bare lidt kvalmende for mig i længden.

Men de mange fremmødte festivalgængere så ud til at sluge det råt, uden sure opstød og med næsten smittende begejstring. Howlin’ Pelle i front, for de i fuld pingvin dress ulasteligt klædte drønnerter, leverede sin sædvanlige hæsblæsende præstation – råb, skrig, koket trampen frem og tilbage, høje spark, kække oneliners, arrogance med masser af glimt i øjet og alt det der nu hører sig til ved en koncert med The Hives – same procedure as last year, Pelle?
The Hives er for mig ganske morsomme i stærkt begrænsede mængder, men i det lange seje træk er de for ensformige, forudsigelige og deres gamle velkendte tricks virker noget outdatede – men man kan ikke sige de ikke forsøgte eller skuffede, det er bare ikke helt mig længere.

Kasabian *****
Lørdag, Blue Stage, 20:00

Leichester banden, dannet helt tilbage i 1997, har udgivet 4 generelt godt modtaget plader siden 2003, de har bare aldrig slået helt igennem på vores breddegrader. Heller ikke selvom P3 er begyndt at spille dem ganske flittigt de senere år, det har nok hjulpet, men lørdag aften var det tydeligt, at deres numre ikke var kendt af størstedelen af de fremmødte. Der var dog mødt en ganske imponerende mængde op, som også lejlighedsvis var helt oppe at ringe når Kasabian pumpede deres dansevenlige rytmer ud over folk, men stemningen faldt ofte før sangene var helt færdige, og var nærmest ikke eksisterende mellem numrene.

Både band, og forsanger Tim Meighan, gjorde ellers hvad de kunne, med næsten alle tænkelige midler, for at holde gryden i kog, der blev forsøgt med gestikuleren, verbale opfordringer med og uden flabet arrogance(på den gode måde) og et sæt der stort set bestod af “greatest hits” – som de så ikke rigtig har nogen af her til lands. Som sagt, periodevis virkede det også, især blandt de mest dedikerede i det forreste område foran scenen, hvor der var fest fra åbningsnummeret “Days Are Forgotten” indtil “Fire” lukkede og slukkede en lille time senere. Dog skulle man ikke særligt langt bagud, eller ud til siden, før der blev kigget mere end der blev festet, ikke uinteresseret men blot lidt tilbageholdent, men numre som “Underdog” med sin råfede melodi, “Shoot The Runner” og “Club Foot” fik dog spredt festen godt ud på de mere tilbagelænede rækker.

Desværre klaskede “L.S.F.”, overraskende nok, noget tungt til jorden, det nummer plejer ellers at løfte stemningen op på et tårnhøjt niveau til deres koncerter, her fusede det lidt ud. Sangen blev måske også spillet en smule ufokuseret og slapt af Kasabian, der ellers kæmpede bravt og stædigt for at holde festen kørende og få folk med, måske de bare lige skulle have en pause før det afsluttende hattrick. “Switchblade Smiles”, “Vlad the Impaler” og førnævnte “Fire” agerede tretrinsraket som afslutning, og det ramte plet! Efter sidste nummer forsøgte Meighan at starte lidt fællessang med The Beatles “She Loves You”, før han forlod scenen, men ganske sigende døde publikums sang næsten ud før han havde vent sig væk fra mikrofonen.

Kasabian gjorde alt hvad de kunne, og leverede en stort set pletfri præstation, med deres slagkraftige blanding af Primal Scream og The Stone Roses inspireret lyd, tilsat Oasis attitude og feeling, men måske skulle de overveje det der med at spille festivaler, og holde sig til klub jobs? En fest for de indviede, og forhåbentlig en øjenåbner for de er ikke var bekendt med dem inden.

The Stone Roses *
Lørdag, Blue Stage, 22:30

Northside’s prestige booking, og navnemæssigt største headliner, endte med at blive en katastrofe af nær episke proportioner der efterlod en fæl stank af only in it for the money. Bandet som sådan gjorde det egentlig rimeligt fint, lidt sjusket og flosset i kanterne godt nok, men det havde været til at leve med, hvis aben i front, Ian Brown, bare tilnærmelsesvist havde prøvet på at levere noget der var nogenlunde acceptabelt. Og man må gerne kalde ham en abe, 1) han ligner en furet og hærget shaved monkey 2) han har kaldt sig selv en abe utallige gange.

Jeg er dog ret sikker på, at du kunne daffe ud i junglen og finde hvilken som helst Chimpanse, der kunne synge bedre end Brown, uden at kende sangene, og uden at få noget for det. Han sang pivhamrende falsk og optrådte generelt som om han var blottet for musikalitet og nogen interesse, eller ønske om, at være tilstede. Herre gud, nogen gange er det ikke så vigtigt at tonerne bliver ramt rent, eller at forsangeren ikke rigtig kan synge, men han så ikke engang ud som om han forsøgte. Den ugidelige arrogante tosse vandrede store dele af tiden retnings- og formålsløst rundt, med et tomt blik og døde øjne, imens han viftede, uden skyggen af passion eller indlevelse, med to tamburin pinde dimser (hvad hedder sådan nogen?).

Når bandet kastede sig ud i længere jams i nogen af sangene, der faktisk tiltider var ganske habile, om end lidt overflødige, så var der INGEN tegn på opbakning fra Brown – ikke noget med at støtte gruppen, forsøge at gejle publikum op eller udvise noget der kunne tyde på “hey, se hvor fedt mit band spiller” attitude. Blot et fraværende, overlegent og iskoldt tomt blik imens han tog endnu en doven gåtur på scenen. Store hymner som “Waterfall”, “She Bangs The Drums” og “Made Of Stone”, led en uskøn død pga. det utiltalende møgdyr i front, alt imens pladsen foran scenen blev mere og mere tom – så nemt narre man trods alt ikke fulde festivalfolk.

Hvis der var enkelte lyspunkter, udover et band der faktisk virkede som om de forsøgte en smule, om ikke andet så for at redde en minimal del af deres egen personlige ære og røv, så var det “I Wanna Be Adored” og afslutningen med “I Am The Resurrection”. Førstnævnte fordi man næsten ikke kunne høre den tonedøve og brovtende Brown, og sidstnævnte fordi han ikke synger et eneste ord de sidste 5-6 minutter – dem brugte han så på at tage sin grimme hættetrøje på igen, og vifte lidt mere med de ubrugelige tamburin dildoer. Nu er SÅ fantastiske sange også svære at fucke fuldstændig op, men det lykkes ham dog alligevel at kvæle “She Is The One”.

Havde man kunne mærke, at han virkelig prøvede, men bare ikke kunne, havde det tilgivet meget. Men det her var en mand, hvis optræden og ubehagelige opførsel lugtede fælt af penge, der kunne ikke spores skyggen af kærlighed eller indlevelse til resten af bandet, musikken og slet ikke publikum. Det var patetisk, pinligt og direkte frastødende at se på – FUCK YOU ASSHOLE! Men det er han nok totalt ligeglad med….

Tjek i øvrigt anmeldelserne på Gaffa og Soundvenue ud fra samme koncert, vi var ikke alene.

Kashmir *****
Lørdag, Green Stage, 00:00

Da katastrofen på Blue Stage knap nok var overstået, The Stone Roses formåede som eneste band at gå på for sent, var det Kashmir’s opgave at sætte punktum for lørdagen. Man var næsten helt opgivende og træt, fordi  den foregående oplevelse var så frisk i erindring, og udsigten til endnu en koncert med kedelige Kashmir hjalp da ikke ligefrem på det. Kashmir var i perioden 1994-2000 (cirka ikke sandt) et vanvittigt live navn, der serverede tosserier i overflod, var sprællevende og bare garanter for fuld gas og gode tider. Men der skete noget med gruppen omkring årtusindeskiftet, deres sceneshow og fremtoning blev meget alvorligt, mere introvert og desværre en smule kedeligt på den der “nu er vi blevet voksne” måde. Det må de selvfølgelig gerne, og det ville da være trist, hvis de optrådte som noget de ikke længere er, men kontrasten var alligevel voldsom fra de glade 90ere til de kontrollerede og “kunstneriske” 00ere – glade knægte blev til ægte kunstnere, but why the sad face?

Derfor var det også mere af mangel på alternativer, at vi troppede op i forreste geled, Kashmir har kedet mig for mange gange live de seneste 10 år til, at forventningerne kunne være andet end stærkt begrænsede. Lyset i mørket, og guleroden, var dog at sættet hovedsageligt ville bestå at The Good Life albummet spillet fra ende til anden, numre der i flere tilfælde ikke er spillet til koncerter i adskillige år, og tvivler på de alle har været luftet til koncerter? Nu er de her “hele album” koncerter, der åbenbart er meget oppe i tiden, lidt en blandet fornøjelse for mig – konceptet og ideen er da egentlig ganske sjov, at få et album som det er oprindeligt tænkt, i sin helhed, live, jo jo fint nok, men hvor mange plader kan bære det når det kommer til stykket? Og bliver det ikke alt for forudsigeligt, når man ligesom ved hvad der kommer?

Nej.

Ikke lørdag aften i hvert tilfælde, for The Good Life er tilsyneladende en meget bedre plade end jeg har valgt at huske, og åbenbart en jeg kender meget bedre end jeg vidste, eller ville vedkende mig? Det var jo nostalgi på den helt rigtige og fede måde det her!? Afslutningsvis kom der lidt blandet godt fra bagkataloget, men de 5 stjerner og sejren kom i hus pga. numrene fra The Good Life. Vi diskuterede rækkefølgen af sangene en del, men nu kan jeg se, som forventet, at de ikke spillede pladen i korrekt rækkefølge, mindre detalje. men hey, så fulde var vi da heller ikke så!

De enkelte numre er jo sikkert nogen enhver Kashmir fan kan til fingerspidserne, så ingen grund til at gå i detaljer med dem enkeltvis, men lad mig blot konstaterer, at de stadig holder. Meget. Og jeg kan ikke mindes, at have hørt Kasper Eistrup synge bedre siden “de gode år”, det var simpelthen en sand fornøjelse at lægge ører og hals til, for gud fanden og alle andre midtimellem blev der da sunget med så højt, og godt (hvilket ikke er særlig godt), som vi nu magtede efter midnat. “Make It Grand”, “Graceland”, “Mom In Love Daddy In Space”, “Miss You”, ja selv de mere afdæmpede “New Years Eve” og “Gorgeous” – vi kunne dem alle, os ude i mørket på pladsen. Fællessang som punktum kan være en herlig ting, især når alle er med og bandet virker som om de nyder det.

Og så bliver det næsten ikke meget bedre end den stadigt blændende og ætsende “Lampshade”, der fik lov til at skinne igennem hen imod slutningen af midnat seancen. Tak Kashmir, tak publikum og tak Northside for dette herlige punktum, det var “bare” Kashmir, som man har set før utallige gange, ja, men denne aften var der endelig lidt magi i luften igen.

Således forsvandt vi ud i natten, med en enkelt grim oplevelse i festivaltasken, men heldigvis med overvejende positive og opløftende indtryk – mere forlanger vi egentlig ikke. Jo, mere øl, men det fandt vi heldigvis inde i midtbyen, sammen med masser af rockmusik.

Rocken er derude, VI SES!

Skrevet af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.