20 år i undergrunden – interview med Lars Krogh fra Bad Afro

0
592
views
Lars Krogh. Foto: Astrid Hunov

Det uafhængige pladeselskab Bad Afro kunne for nylig fejre 20 års fødselsdag. Det er bestemt ikke hverdag for uafhængige pladeselskaber at kunne fejre det, men for Lars Krogh er tilværelsen som pladeselskabsdirektør blevet netop det: Hverdag. Vi fik lov at komme på besøg i Bad Afro’s ydmyge kontor, hjemme i Lars’ lejlighed, og spørge ind til de første 20 år. Her får du Lars fortælling om en række emner fra Bad Afro’s historie. 

De oversete

“Jeg synes jo Baby Woodrose skulle have haft mere anerkendelse, end de fik. Historien er jo også lidt at Guf udgav sin egen plade Blows Your Mind først, og det var jo lidt mine Beatles – forstået på den måde, at først forstod jeg det ikke, men så var jeg så til deres første eller anden koncert på Stengade – og så tænkte jeg, det er fandme fedt. Så kom Money For Soul i 2003, hvor der er et radiohit, og den bliver ugens uundgåelige, og det ser rigtig godt ud. Men så sker der så det, at man nok skulle have dyrket den plade noget mere. Så havde vi pludselig to sessions med covernumre, og så tænkte vi, vi laver da bare en plade, mand! Og den kom allerede i 2004.

Jeg tænkte at Rolling Stones, de kan også godt udgive to plader om året, så hvorfor ikke? Men allerede der bliver det lidt mudret.Så kommer den næste plade, Love Comes Down, først tre år efter. Og der var den bølge med garage-rock, også i mainstream, ved at være lidt flad. Så den plade bliver faktisk ignoreret og bliver Baby Woodrose’s største flop. Nu var det ikke mig, der oprindeligt lavede den plade, men det havde nok været den samme plade, hvis det var.

Så fik jeg dem tilbage, men man kan ikke rigtig tvinge de der kurver… Bare fordi de kom tilbage til Bad Afro, så kørte tingene ikke bare. De fik ikke nok respekt, forstået på den måde, at jeg synes Guf er den bedste i den genre til at skrive sange”

Syre og psych

“Der var heller ikke nogen, der forstod de Dragontears-plader (Baby Woodrose- sideprojekt med samme besætning som Spids Nøgenhat, Red.), men de er så også ret syrede. Men da de kom, var der sgu ikke nogen der fangede det, eller gad at anmelde det. Og så viser det sig jo, at de egentlig var med helt i starten af genopstandelsen af psych.

Jeg vil ikke påstå det var min skyld, det var lidt tilfældigt, og ikke fordi jeg stod og så, at nu kommer psych rockens gennembrud. Det var mere en historie med at Baby Woodrose gerne ville tilbage til Bad Afro, og så havde de også lige det her projekt. Og så tænkte jeg, lad os prøve det. Det var sgu også for syret for mig dengang, jeg tror ikke jeg forstod det.

Jeg ved godt, at nu er Guf alle steder, men det har fandengalemig også taget mange år ad ujævne veje. Men det er fedt, det er kommet. Men jeg tror selv han synes, at det havde været lidt sjovere, hvis det var startet for 10 år siden.

telstar-sound-drone-band
Telstar Sound Drone, pressefoto

Men jeg synes den generelle tendens er, at når man synes man kommer med noget nyt og spændende, så bliver det i det store hele ignoreret. Tag for eksempel Telstar Sound Drone. Jeg ved ikke, hvor fanden deres seneste album blev anmeldt – I gjorde, og måske et par andre steder, men det var virkelig ikke ret meget opmærksomhed den fik. Man går igennem lidt de samme opgaver når man udgiver en plade; så skal det uploades her, så skal man sende noget ud, men når der så ikke sker noget, så kan man godt tænke at det er lidt ærgerligt. Men jeg tror at grunden til, at vi som pladeselskaber stadig er relevante, det er at vi fungerer som en slags gatekeepers, og forhåbentlig kan være med til at give et eller andet kvalitetsstempel, og så gider folk måske lytte lidt mere opmærksomt. Måske især i udlandet. For da jeg startede, der vidste jeg godt, at det jeg lavede, det virker ikke herhjemme. Det gjorde det ikke dengang, og det gør det ikke i dag”

Udlandet tæller

“Det er også den måde jeg ser på bands – hvordan ser det ud, i forhold til hvad der sker i resten af verden? Jeg ser ikke kun på hvordan det ser ud i Danmark, det er jeg egentlig ret ligeglad med. Så kvalitetsmæssigt skal de være lidt on par med hvad der sker andre steder. Men jeg oplever også at folk får så meget tilsendt, at det kan være svært at trænge igennem, selv om det måske passer ind genremæssigt.

Men nogle gange vender det også på hovedet – for eksempel med Narcosatanicos, hvor den første henvendelse var fra Visions, som er en ordentlig motherfucker af et blad, og de ville gerne have et interview og have dem med på en cd, der kommer ud i 50.000 eksemplarer. Og så var det Italiens største rockblad, og de ville også gerne lave et interview. Og så tænker man, hvad fanden sker der? Så det er meget uberegneligt”

Distribution og markeder, vinyl og cd

“Tyskland er et ret godt marked for mig. Men det har også været lidt i perioder. Men Bad Afro har også været lidt delt i to. I starten var det meget garage rock, og der havde vi et stort marked i Norden. Men så skiftede jeg lidt mere over mod psych, og så har jeg pludselig ikke distribution i Norden mere. Tyskland er godt og Holland er godt, men jeg tror også at det, der sker er at de store distributionspartnere jeg har, de ikke nødvendigvis helt holder deres aftaler og kun sælger til Tyskland, for eksempel. Fordi de velassorterede pladebutikker, de køber gennem dem, og så står der sgu sikkert også Baby Woodrose-vinyler i Barcelona. Og de står også i Oslo, selv om jeg ikke har distribution i Norge.

Så har vi også stadig sådan et netværk af mailorders, i Tyskland er der i hvert fald 10 af sådan nogen, som så kun har én genre, som så er psych eller stener, og så er det så dem, der sælger til fans. Det fungerer faktisk meget godt. Men det koster jo kassen at sende plader til Australien og USA nu, så det giver ikke rigtig mening mere, så jeg holder mig mere til Europa. I Danmark har jeg en distribution der hedder Rillbar, og de er meget gode til at få dem ud til de steder, der fører vinyl. Vi lavede den sidste Baby Woodrose på cd, og den blev også udsolgt, men det bliver nok også den sidste jeg laver. For der er faktisk ikke nogen steder mere, hvor man kan købe nye cd’er i København”

Altid vinyl

“Jeg har altid lavet vinyl, og jeg har egentlig aldrig mærket at der var en nedgang i salget af vinyl, for i det miljø, hvor jeg har solgt plader, der har altid været en interesse for vinyl. Jeg har lavet 51 med katalognummer AFROLP-et eller andet, 12 plader mere, som hedder noget andet, og så har jeg lavet 54 singler. Men nu om dage laver jeg fire albums om året, fordi jeg synes det er pisseirriterende at arbejde med noget, og så når man ikke at gøre det færdigt, før man er i gang med noget andet. Fire, det passer meget godt. Men der var en overgang i 2001, hvis man tæller efter, så var det en plade om måneden. Gad vide hvordan fanden jeg havde tid dengang – jeg lavede nok ikke andet. Jeg boede i en anden lejlighed dengang, og der var plader i køkkenet, der var plader i stuen, og over det hele. Så det er lidt mere stille og roligt nu om dage”

De skal være gode live

“Jeg udgiver musik indenfor nogle rammer, det skal hænge nogenlunde sammen, men det skal ikke være det samme, og der skal være en eller anden kvalitet i det. Jeg har en rød tråd oppe i hovedet, men jeg kan sgu ikke forklare den.

Så i forhold til spørgsmålet om, hvordan jeg vælger bands…det er skidesvært. Men det hænger sammen med, om jeg tror jeg kan sælge nogen plader, om jeg selv kan lide det, og om der er en hvis grad af originalitet, og om det er et godt liveband. Der er mange parametre. Og nogle gange har jeg også signet nogen, jeg ikke havde set live, og fortrudt det. Det ligger nogle år tilbage, men det er altså vigtigt at man som nyt band kan tiltrække nye folk, fordi man er et godt liveband, for ellers sker der sgu ikke noget”

Guf aka Lorenzo Woodrose. Foto: Palle Demant
Guf aka Lorenzo Woodrose. Foto: Palle Demant

Spids Nøgenhat sælger

“Spids Nøgenhat er jo et godt eksempel. Det var så sindssygt med den der 2011-koncert på Roskilde. Der var det der sindssyge vejr, og der var oversvømmelse i deres øvelokale, og de var lige ved ikke at kunne komme frem, men alligevel blev det en vild koncert. Hvad der lige skete der… de spillede ‘Lolland Falster’ på P6, men hverken på P3 eller P4. Men jeg ved ikke hvad der var sket hvis den var blevet et P3 eller P4 hit, så var det gået helt amok.

Men nu har jeg heller aldrig udgivet musik til radioen, men man bliver jo alligevel glad når det så endelig bliver spillet. Baby Woodrose havde en lang periode, hvor de slet ikke blev spillet på Danmarks Radio, men da det så endelig skete med ‘Open Doors’, så blev jeg jo glad. Men Spids Nøgenhat har jo ramt noget, og de står for ca. halvdelen af min streaming og så videre, så det er jo et ret godt band at have i stald. Hvis jeg ikke havde haft Kommer med fred er det sgu ikke sikkert jeg havde været her i dag.

Man er nødt til at have nogen af de udgivelser, der sælger, ellers er man i hvert fald nødt til at have et arbejde ved siden af. Nu har jeg levet af det i tre-fire år, men jeg lever ikke godt af det. Det er ikke engang kontanthjælp, men jeg gør det jo fordi jeg synes det er det fedeste at lave i forhold til musik, hvis man ikke lige er i et band. Det er vel også lidt det, der er når man skriver om musik. Jeg startede egentlig også med at skrive om musik, fordi jeg fandt ud af, jeg ikke havde tålmodigheden til at sidde med en guitar til fingrene blødte. Og så får man en fornemmelse af, at man alligevel gør noget, også når man sidder på et pladeselskab som mit”

Hvilken vej nu?

“Det er faktisk noget af det jeg har allersværest ved nu, at vælge de fire albums ud det skal være. Man skal jonglere lidt – hvornår er den næste Baby Woodrose klar? De har altid en plads, men der er jo også det med, hvornår er de lige færdige? Det kan være svært at placere. Men nogle gange er det sgu lidt tilfældigt hvad det bliver for nogle albums, der kommer med. Jeg er faktisk lidt i krise nu, for jeg tænker at Black Angels’ plade fra 2006 ligesom var den, der satte gang i neo-psych’en, og det er 10 år siden nu, og jeg er sgu ved at være lidt træt at psych nu.

Det var lidt det samme med garage rock. Og jeg gider jo ikke at udgive noget, som jeg er ikke er bagved, så virker det lidt formålsløst. Så jeg er lidt i tvivl om, hvor i alverden jeg skal hen nu. Og det er jo et dårligt tidspunkt, når man nu er jubilar.

Men nu har jeg lavet nogen der hedder Janitors fra Sverige, og jeg har lavet Narcosatanicos, og jeg har lavet Telstar Sound Drone, så jeg prøver noget af det lidt sortere psych. Det der glade jingle-jangle psych, det gider jeg ikke rigtig mere.

Jeg har valgt at Narcosatanicos er min sidste plade frem til september næste år – og tiden frem til da, der vil jeg lave genoptryk. Jeg kan ikke holde de der Baby Woodrose plader i tryk. Så laver jeg et genoptryk af den ene, og så bliver den anden udsolgt i mellemtiden, og jeg har jo pænt mange albums jeg kan lave genoptryk af. Jeg tror jeg har syv nu, og nogen er på vej til at blive udsolgt igen. Så nu bruger jeg simpelthen et halvt år, og så kommer det hele.

Som pladeselskab, der skal overleve, er det også vigtigt at man har nogen plader man kan genoptrykke – at dit bagkatalog ikke bare er gammelt. Af Baby Woodrose’s Blows Your Mind skal jeg til at lave 8. oplag, og med Spids Nøgenhat er det sjette. Det er vigtigt at have sådan nogen, og så er der nogen, hvor det er svært at sælge 500, og man ved, at der nok aldrig bliver trykt flere”

Narcosatanicos. Foto: Stefan Frank thor Straten
Narcosatanicos. Foto: Stefan Frank thor Straten

1500 kr for Blows Your Mind

“Det er faktisk en sjov historie med Blows Your Mind, fordi den oprindeligt kom på et spansk label. Men ham, der havde det, han forsvandt sådan lidt fra jordens overflade, og der var ikke nogen, der kunne få fat i ham, og der var ikke nogen, der vidste hvor mange, der var lavet af den. Og den blev handlet for 1500 kr, og der var ikke rigtig nogen, der kunne få den. Altså medmindre man ville betale 1500 for den. Og der tænkte jeg, at det skulle fandme være løgn, og det var derfor jeg genoptrykte den i sin tid. Det skulle ikke koste 1500 at få fat i den. Og så viste det sig jo, at jeg kunne sælge syv oplag af den, så det var sgu meget godt.

Jeg har altid tænkt, at når man købte den ene plade, så skulle der også være en chance for at man kunne lide den næste plade jeg udgav det år. Der skal være en sammenhæng på en måde. Det var der måske ikke helt, da jeg udgav Bellhound Choir tidligere på året. Jeg synes personligt at det er en god plade, men jeg fandt ud af at jeg ikke kunne sælge den. Den faldt måske lidt udenfor. Det havde måske hjulpet noget, hvis der var flere steder, der havde anmeldt den, men jeg fandt simpelthen ikke ud af hvor jeg skulle sende den hen. Det lærte jeg også noget af – man kan ikke forvente at man kan udgive noget, der er meget anderledes, end det man ellers udgiver, og det så sælger sig selv”

Man skal gøre det, man selv synes holder

“Det musik jeg laver, det handler ikke om at være dygtig. Det er ikke altid de musikere, der spiller den slags musik, er de bedste musikere. Jeg kan huske da jeg mest havde garage-rock, og hvordan fanden skal man vurdere hvordan det ene band, der spiller garage-rock med tre akkorder er bedre end det andet? I don’t know, men der er alligevel altid nogen, der har lidt mere i sig, og det handler ikke om at være gode til at spille, det handler om…ja, jeg ved det fandme ikke.

Det er svært at vide som pladeselskab, om man skal gå med på bølgen, eller om man skal prøve at gå imod den, så nogle gange handler det også bare om, at man laver det man selv synes holder”

Bad Afro fejrede 20 års jubilæum d.5. november til en udsolgt koncert på Loppen, hvor Telstar Sound Drone, Narcosatanicos og Baby Woodrose spillede. Du kan læse Stefanies reportage fra den aften HER.

Af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here